Prøv avisen

Om lidt bli'r her stille - måske

SANG I KIRKEN: Kim Larsens populære sang bør kunne synges efter velsignelsen, når gudstjenesten i princippet er forbi

Der er ikke uden en vis humor eller ironi, at Kim Larsens sang »Om lidt bli'r her stille« har affødt så megen larm, som den har.

Det vil sige: Ret beset er det jo ikke sangen, der har affødt larmen, derimod den lidt vankelmodige præst, der først sagde ja til sangen i dagligstuen hos nogle pårørende til en afdød og derefter nej i kirken til hele følget. Hvad glæde de så skulle have af at få at vide, hvad han mener om den sang. Men han har nu fået så meget på puklen - dog ikke mere, end han har fortjent - at der ikke skal bruges flere ord på ham.

Derimod er reaktionerne ret interessante. Først kom Skovshovedpræsten Johannes H. Christensen med en uhyre veloplagt kommentar til både miseren og sangen i Jyllands-Posten (den 8. februar), hvori han nævner salmer og sange, der er meget værre end Larsens. F.eks »Brorsons evindeligt emsige bekymring for dem, han ikke mener er fromme nok«. Han tænker måske på DDS 309 vers 2, hvor Brorson siger: »Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?« Det er jo tydeligvis ikke sin egen tros brand, Brorson efterlyser, men derimod de andres.

Det gør efter min mening salmen uanvendelig til en gudstjeneste. Også Jørgen Gustava Brandt får en på hatten for sin salme »Tænk at livet koster livet«, som Johannes H. Christensen finder direkte afskyelig. Og den kommer endda med i den nye salmebog! Måske er ordet afskyelig vel stærkt nok, men megen mening er der nu ikke i salmen.

Dagen efter foretog Kristeligt Dagblad en rundspørge blandt tre præster: Anne Braad fra Sct. Stefans Kirke på Nørrebro, Olav Fog fra Testrup og Poul Joachim Stender fra Kirke Såby. Og det er ret morsom læsning, især Anne Braad, der roder det hele sammen. O.k., for hendes skyld skal de pårørende have lov til at spille lige, hvad de vil, i forbindelse med bisættelser og begravelser. »Hvis sangen har et åndeligt indhold, siger jeg aldrig nej. Præsterne skal ikke gøre sig til smagsdommere og bestemme, hvad folk forbinder med religiøse følelser. Det er så forargeligt, vi kan ikke være det bekendt«, siger præsten.

Men hvem afgør så, om sangen har et åndeligt indhold eller ej? Ja, gæt engang, det gør såmænd Anne Braad. Hvis folk vil have »Den lille frække Frederik« ved en børnebegravelse, siger hun nej. Hvorfor egentlig det? Præster skal vel ikke være smagsdommere?

Olav Fog er naturligvis dybt uenig. »Gudstjenesten er ikke folkets gudstjeneste. Det er kirkens, som kirken holder for folket.« Nonsens! Kirken holder ikke gudstjeneste for nogen som helst, af den simple grund, at kirken er de mennesker, der er sammen for at holde gudstjeneste. Her har præsten ganske rigtigt det overordnede ansvar for, at det går ordentlig til. Men det gør ham ikke til »kirken«! For hvem er kirken? Det er vi alle sammen, så vidt altså som vi er døbt med den kristne dåb.

Stender kan godt acceptere »Om lidt bli'r her stille«, fordi den, som han siger, »får en ny dimension af at blive sunget foran korset«. Det forstår jeg ikke, hvad han mener med.

Selv har jeg det sådan med Larsens sang, at jeg siger ja til, at den bliver sunget solo efter velsignelsen - altså når gudstjenesten i princippet er forbi. Det er jo også her, man byder til kaffe eller siger tak for de mange blomster og kranse. Når jeg anbringer den der, er det ikke, fordi jeg finder den værre end så meget, der står i salmebogen. Men så er det alene, fordi den ikke står i salmebogen. Det er faktisk et meget enkelt kriterium. Thi derved slipper man for at blive smagsdommer. Jeg har aldrig nogensinde sagt nej til en salme fra salmebogen, uanset hvor vammel jeg måtte finde den. Men går man først uden for salmebogen, følger smagsdommeriet uvægerligt.

Jeg kan ikke hidse mig op over formuleringen »vi ses måske igen«. For jeg kan ikke se, den skulle stride mod det kristne opstandelseshåb. Det gør da snarere salmen »Herrens venner ingen sinde mødes skal for sidste gang«. Den taler nærmest om opstandelsen som noget, de troende, Herrens venner, har ret til eller i hvert fald kan være evigt forvissede om. K.L. Aastrup ville faktisk ligge tættere op ad Larsen, hvis der altså fra Larsens side havde være tale om en salme, når han siger: »Så er det da en nådessag, hvad der af mig skal blive, om Herren gør en påskedag, og kalder dødt til live.«

Men nu er Larsens sang altså ikke en salme, og han har aldrig udgivet den for at være det. Det er en cirkussang, akkurat som den yndede begravelsessalme »Altid frejdig, når du går« oprindeligt stammer fra sangspillet »Tornerose«, hvor den unge ridder synger den på vindebroen på vej ind i slottet. Den havde Chr. Richardt heller aldrig drømt om ville blive en yndet sang ved begravelser. Sådan er der så meget. Om lidt bli'r her stille - måske.

Jens Kvist, sognepræst, Kirkebakken 1, Aabenraa