Om nytårstaler med hvert sit perspektiv og om at gå baglæns ind i fremtiden

I sin nytårstale kan Dronningen agere som fri intellektuel med den begrænsning, at hun ikke må udtale sig eksplicit politisk, skriver Jørgen Carlsen. –
I sin nytårstale kan Dronningen agere som fri intellektuel med den begrænsning, at hun ikke må udtale sig eksplicit politisk, skriver Jørgen Carlsen. – . Foto: Keld Navntoft/ Ritzau Scanpix.

DET ER OPLAGT her ved årsskiftet at se nærmere på nytårstalerne af dronning Margrethe og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Her henvender de to øverste repræsentanter for det officielle Danmark sig til borgerne – regenten og regeringslederen. Perspektiverne for talerne er forskellige.

Man fristes til at bruge den tyske socialfilosof Jürgen Habermas’ distinktion mellem livsverden og systemverden. Dronningen kan frimodigt opfordre til at gøre noget ”unyttigt”. Hun kan agere som en fri intellektuel med den begrænsning, at hun ikke må udtale sig eksplicit politisk.

Selvom hun er en del af systemet, er hendes perspektiv paradoksalt nok det liv, vi lever med os selv og hinanden. Hvordan har vi det? Hvordan opfører vi os? Hvad er rimeligt og anstændigt. Hvad er rigtigt og forkert?

Statsministeren er bundet til systemverdenen. Han må henholde sig området for strategisk handlen. Og nok så vigtigt: Dronningens tale er ikke i snæver forstand interessebestemt. Hun er ikke på valg. Det er statsministeren til gengæld. Derfor vil hans tale altid rumme en undertone af strategisk kommunikation. Det samme vil selvfølgelig alle de forudsigelige kritiske kommentarer, der kommer fra oppositionen. Her udspiller den politiske magtkamp sig. Der stikker hele tiden noget under. Ingen af parterne har noget at lade hinanden høre.

De to taler er blevet holdt op mod hinanden i pressen. Her blev det også diskuteret, hvad Lars Løkke Rasmussen faktisk berørte i sin nytårstale, og hvad han forbigik i tavshed.

I B.T. hæfter it-iværksætteren Martin Thorborg sig ved, at Lars Løkke Rasmussen ikke med et ord kom ind på den famøse hvidvaskskandale i Danske Bank. Det gjorde til gengæld Dronningen, da hun påpegede, at med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste. ”Når Dronningen kan nævne det, så kan landets statsminister også,” indvender Martin Thorborg.

Statsministerens nytårstale vil derimod altid rumme en undertone af strategisk kommunikation. –
Statsministerens nytårstale vil derimod altid rumme en undertone af strategisk kommunikation. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dronningen uddybede ovenikøbet sin pointe: ”Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.”

Det kan man kalde en regulær reprimande af majestætisk format.

Ser man så på, hvad Lars Løkke Rasmussen faktisk sagde, så er det gennemgående tema en bekymring over verdens tilstand. Børsen gav talen overskriften ”Den fredelige verden er i opbrud”. Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, ser talen som et forsøg på at positionere statsministeren som den, der ”kæmper for balance i en polariseret tid”. I Deadline på DR 2 havde studieværten Niels Krause-Kjær besøg af chefredaktørerne fra Politiken, Information og Weekendavisen. De diskuterede talen og var rørende enige om, at statsministeren findes i to udgaver: statsmandsudgaven, hvor han ved officielle lejligheder optræder som liberal humanist og siger mange prisværdige ting, og regeringslederen som den realpolitiske håndværker, der gang på gang underminerer sine fromme idealer med misliebige politiske studehandler.

Rune Lykkeberg udtaler i Information, at Lars Løkke Rasmussens nytårstale var en præsentation af hans ”drømmeverden”. Men, som han fortsætter, vi har gennem årene lært, at ”han ikke tager sine drømme alvorligt nok til at gøre dem til politisk virkelighed”.

I år havde redaktionen af Deadline inviteret den kendte psykologiprofessor Svend Brinkmann til at holde en alternativ nytårstale. Det gjorde han velovervejet og tænksomt. Han greb fat i statsministerens sidste nytårstale, der mundede ud i, at vi alle skal være vindere. Vi skal udvikle os. Vi skal fremad og skabe en fremtid, som er endnu bedre end nutiden. Vi udgør med andre ord fremskridtets fortrop.

Svend Brinkmann sagde pænt nej tak til denne mekaniske historietænkning. Vi skal ikke spurte fremad, men tværtimod tøvende gå baglæns ind i fremtiden og hele tiden tage ved lære af den historie, vi har gennemlevet. Dermed undgår vi at rende ind i en masse af de dumheder, vi selv og vores forgængere har begået. Dette historiefilosofiske motiv vender sig mod tidens rygmarvsagtige syn på historien som en evolutionær udviklingsproces.

I modsætning til Dronningen kan Brinkmann tillade sig at være uforbeholden i sin politiske meningstilkendegivelse, skriver Jørgen Carlsen. –
I modsætning til Dronningen kan Brinkmann tillade sig at være uforbeholden i sin politiske meningstilkendegivelse, skriver Jørgen Carlsen. – Foto: DR

Motivet er hentet fra den tyske intellektuelle Walter Benjamin. En af Benjamins historiefilosofiske overvejelser tager udgangspunkt i Paul Klees akvarel ”Angelus Novus”. Billedet forestiller engel med spredte vinger, som overrumplet af historiens vind med åbne, skræmte øjne bliver blæst baglæns ind i fremtiden. Det såkaldte fremskridt kan vise sig at være en skæbnesvanger størrelse.

Brinkmanns nytårstale er på linje med Dronningens. De har begge et åndeligt vingefang, befriet for strategiske bagtanker. Men modsat Dronningen kunne Brinkmann tillade sig at være uforbeholden i sin politiske meningstilkendegivelse. Hans tale mundede ud i et yderst konkret forslag, der opfordrede folk til at have mod til at vise samfundssind. Man kunne passende begynde med en helt konkret sag: at ”forbedre forholdene for børnene på udrejsecentret Sjælsmark. For det er ikke et sted at leve for børn. Det vil sikkert være ganske unyttigt for samfundsøkonomien. Men det vil være medmenneskeligt og kræve ganske lidt”. Her har Brinkmann givet folk noget at tygge på. Både menigmand og politikere.

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.