UNDERRETNINGERNE om muslimske parallelsamfund og tilløbene til dem er i den grad blevet en kilde til bekymring og uro hos både menigmand og lovgivere. For kan vi i et demokrati med en høj grad af indbygget tillid og respekt for grundlov og myndigheder holde til, at en gruppe borgere ordner tingene inden døre, fordi de helst parkerer deres loyalitet i en religiøs tilværelsesfortolkning, hvor Guds lov til enhver tid overtrumfer samfundets?
Den nyligt indgåede våbenstilstand mellem indvandrerbanderne har igen pustet til den anfægtelsens ild, der skiftevis ulmer og raser i den politiske debat. For selvom fred selvfølgelig er at foretrække frem for skudvekslinger, virker det igen – vil nogle hævde – som om tingene helst klappes af i moskéens baglokaler uden indblanding fra den lovlige øvrighed.
Samme lovlige øvrighed, som vi jo beder for i kirken, søger af samme grund efter det lovgivningsmæssige håndtag, der kan styrke tilhørsforholdet til det danske samfund, dets værdier og retsprincipper. Senest har Bertel Haarders (V) forslag til en skærpet troskabserklæring for nye danskere kaldt på en vis debat.
Men vi har haft diskussionen om religiøse parallelsamfund før. Omend helt tilbage i slutningen af 1890’erne og mestendels i et par grundtvigske tidsskrifter. Anledningen var Jakob Knudsens roman ”Den gamle præst”, der udkom i 1899, og som skildrer nogle dramatiske tildragelser i et lille østjysk sogn. Knudsen var nogle år forinden brudt op fra sin stilling som valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers Fjord. En skilsmisse, et nyt ægteskab samt sladder og forargelse i den anledning var den egentlige årsag. Det lader sig aflæse i nogle af romanens syredryppende personkarakteristikker (hævnen var sød) samt i problemstillingerne, der kredser om moral, synd, tilgivelse og forholdet til den verdslige øvrighed.
Romanens dramatiske omdrejningspunkt er, meget kort fortalt, at den lokale greve slår en voldtægtsmand ihjel. Han beslutter sig for at melde sig selv, men rådes af sognets gamle præst til at lade være. Hensynet til hans nærmeste bør veje tungere end hensynet til lov og øvrighed. Greven protesterer. En hæderlig mand bør tage sin straf. Men præsten svarer, at nok er øvrighedens lov både guddommelig og urokkelig. Den skal lystres, men er i sig selv stendød. Vi skal have så lidt med den at gøre som muligt, og vi skal ikke blande den ind i vores private forhold, hvor vi kristne først og fremmest må holde os til Jesu lov eller kærlighedens levende lov, hvor skønsomheden og samvittigheden hersker.
Loven værner, holder på plads og viser os, hvad vi er for nogle. Men indenfor, i kristenmenneskers kreds, hersker tilgivelsens orden. Fraset blåstemplingen af selvtægt er det for så vidt konsekvent luthersk tale, men i sin konsekvens i en aktuel samfundskontekst også et forsvar for et religiøst parallelsamfund, hvor man kan synde i fred med Gud og sin samvittighed. Det var i hvert fald, hvad Knudsens kritikere hidsigt hævdede i en række indlæg i bemeldte grundtvigske blade, hvor de i forfatterens tankegods også sporede indflydelse fra den fæle Brandes.
Man kan med rette hævde, at vi med greven og den gamle præst i det fiktive Brindsted Sogn er ganske langt væk fra sharia og dulgte dagsordner, men religiøse parallelsamfund er altså ikke en muslimsk opfindelse. Vi har bare i vores generelt tilpasningsdygtige evangelisk-lutherske folkekirke allieret os en del mere med staten, end tilfældet var på Luthers og til dels også Jakob Knudsens, tid.
Sekularismens religionsfobi i leding med en stadig mere nærværende religiøs totaltydning har selvfølgelig gjort sit. Men en nedarvet kritisk distance til indadvendt menighedsliv har også medvirket til at svække reflekserne. For når vi i forståelig nervøsitet for muslimske parallelsamfund og bekymring for samfundets betrængte sammenhængskraft kræver troskab og loyalitet til lov og ret på bekostning af, hvad der måtte være ens religiøse overbevisning og ankerpunkt, risikerer vi at træde vores egen arv over tæerne.
Vi har vænnet os til at leve i et luthersk finjusteret – omend til tider også anstrengt – dobbelt borgerskab mellem det verdslige og åndelige.
Men i forhold til en alt omfattende religiøs tilværelsesfortolkning, der endnu mangler en Luther, er det imidlertid en ganske anderledes problematisk sag.
Således at værne om religionsfriheden og det luthersk kalibrerede forhold mellem de to regimenter, samtidig med, at vi bevæger os ind i en forandret religiøs situation, er en kæmpe udfordring, hvor probate metoder og klare linjer nok kan friste, men hvor vi skylder, ikke mindst i forholdet til vores arv, at træde med omtanke og lempe.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.