Prøv avisen
Ugens debat

Om sex, sprogspassere og snobber - det handler om vort modersmål

Mange danskere taler nu om stunder et fattigt, forsimplet og plat sprog, mener forfatteren Susanne Staun.

DET ER MEGET længe siden, Grundtvig skrev: ”Modersmål er vort hjertesprog, kun løs er al fremmed tale.” Derom mindede titlen på Susanne Stauns nye bog. I ”Fuck, en lækker røv!” hævder spændingsforfatteren, at det danske sprog ikke blot skal finde sig i meget, men at det også mishandles på det grusomste. Mange danskere taler nu om stunder et fattigt, forsimplet og plat sprog, slog Staun fast i et interview med Berlingske.

Stauns anliggende var ikke en ligegyldig strid om småting og sproglige nuancer, som man kunne hæve sig udeltagende og bedrevidende over, hvilket læserbrevsreaktionerne afspejlede.

Kirsten H. Larsen skrev blandt andet i Berlingske: ”I en urolig verden med mange alvorlige konflikter kan det forekomme ude af proportioner at bekymre sig om vort sprog, men uden sproget kunne vi lige så godt være blevet oppe i træerne, og nøjes med at grynte og skrige til hinanden.”

Morgenavisen Jyllands-Posten bragte ligeledes et stort interview med Staun, hvori hun harcelerede over, at vort herlige modersmål er blevet gjort til en trist og tarvelig tøjte, man hænger alting på.

Endvidere betroede Staun sig til bladets kulturredaktør om sine passioner: ”Både sex og kommatering handler om at forvandle kaos til kosmos. Det er enormt tilfredsstillende.” Nysgerrigt spurgte David Jacobsen Turner, om Staun ligefrem har erobret mænd med grammatik: ”Jo! Det har jeg faktisk. Det er en velbevaret hemmelighed, at mænd godt kan lide kloge kvinder. Det er vigtigere at være klog end at have store bryster, og evolutionært giver det god mening. Store bryster betyder mad til afkommet, men grammatiske evner betyder et bedre dna-materiale til deres børn. Og det går også den anden vej. Jeg ser 'Deadline' som porno, for jeg bliver ophidset af alle de der kloge mænd.”

Jeg tør dog godt vædde en flaske Chteau l'vangile på, at Stauns melding vedrørende den statsfinansierede ”klogekanal” næppe bliver opfattet som konkurrenceforvridende af pornoindustrien, omend TV 2 Nyhederne faktisk fandt lejlighed til at bringe et indslag med en udmattet Susanne Staun.

Det var dog ikke alle de kloge mænd på ”Deadline”, der havde taget pusten fra forfatteren. For blandt de mere end 600 mails, Staun havde modtaget, var der også en håndfuld skribenter, som på umisforståelig vis tilkendegav deres utilfredshed med hendes sprogrøgtergerning.

Berlingske underkastede i øvrigt Stauns yndlingsaversion - ”sprog-spasseren” - en sproglig analyse, som ikke mundede ud i en ubetinget hyldest til forfatterens fornemmelse for takt og tone.

Og netop forfatteren til en meget udbredt bog om takt og tone, Inge Correll, blandede sig i sprogkrigen i Den Korte Avis. Correll antydede, at selvforagten efterhånden også afspejles i vort modersmål. Det virker nemlig, som om mange danskere foretrækker et internationaliseret, amerikansk kaudervælsk i stedet for det sprog, Grundvig elskede og Søren Kierkegaard lovsang.

Sandt er det, at det kan efterlade en midaldrende dansker i forvirring, når engelske forkortelser pludselig optræder med stor selvfølgelighed i en dansk korrespondance.

Det er dog gået op for denne signatur, at når der står ”asap”, ønsker afsenderen svar hurtigst muligt - ”as soon as possible”. Det er dog, som om ”asap” appellerer til de mere magelige instinkter, og i alt fald ikke fremmer ekspeditionstiden hos den, der skriver disse linjer.

Det er i øvrigt skægt, at Ludvig Holberg i 1700-tallet ålede dem, der foragter det hjemlige og forherliger det fremmede. I komedien ”Jean de France” har Hans Frandsen i frankofil benovelse taget navneforandring til Jean og forklarer, hvorfor han ikke elsker Elsebet med det kønne kontrafej: ”Ja, det er kiønt nok, men det er dog saa Dansk, c'est une visage à la Danoise, à la Vimmelskaft, pardi! Dog jeg kunne nok vænne mig til Ansigtet, dersom hun ikke talede Dansk.”

Det kan jeg dog godt røbe, at Elsebet fortsætter med gøre. Og måske er det mere nødvendigt end nogensinde før, at vi også gør det.

Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter