Om sommeren var min barndoms ø et paradis for de rige. Om vinteren forsvandt den i havet

Om sommeren festede Simon Spies og Otto Brandenburg på min barndoms ø. Om vinteren blev den ædt af det iskolde hav

Om sommeren var min barndoms ø et paradis for de rige. Om vinteren forsvandt den i havet
Foto: Privatfoto.

Et af de mærkeligste syn, jeg så som barn, var den morgen, hvor jeg trak gardinet til side og opdagede en gigantisk luftpudebåd lige uden for vinduet. Jeg kendte godt båden, der normalt sejlede rutefart mellem Malmø og Københavns lufthavn, men nu holdt den lige uden for mit vindue med sine enorme propeller og mandshøje bogstaver - SAS - hen ad siden. Rundt om luftpudebåden, og så langt øjet rakte, var der intet andet end endeløs is, der lå glitrende i den blege vintersol.

Vi boede på Saltholm, der forsvinder om vinteren, så ikke meget andet end øens to gårde stikker oven vande. Flotte kvinder, der lignede stewardesser, og et par fyre i fine uniformer rumsterede ved luftpudebåden. Deres verden var langt fra vores. Min far gik omkring derude med fuldskæg, hullet sweater og ulden hue med øreklapper. Han var Saltholms opsynsmand og grunden til, at vi boede på den øde ø.