Debatindlæg skrevet af Maria Marcus, forfatter, psykoterapeut og sexolog, Ryesgade 17, st., København N
Jeg vidste ikke, om jeg skulle le eller græde, da jeg læste Carsten Hjorth Pedersens kommentar til Radikale Venstres planer om at forbyde omskæring af drenge.
Han forsvarer omskæring af otte dage gamle drengebørn født af jødiske forældre, og han gør det i åndsfrihedens navn i modsætning til noget, han kalder ekstrem-individualisme.
Han mener, at hvis omskæring er et fysisk overgreb på små drenge, så er det da ikke værre end det psykiske overgreb, som udøves på små piger, der døbes ind i kristendommen. Desuden så kan begge børn jo, som han siger, gå ud af fællesskabet, når de har alderen til det.
LÆS OGSÅ: Forbuddet mod religiøs omskæring af drenge er ekstrem-individualisme
Så er det bare spørgsmålet, hvordan man går ud af den manglende forhud som forældrene jo ikke har opbevaret og i givet fald engang ad åre kan finde frem, så drengen kan få reetableret sin penis.
VI HAR konfirmationen, hvor den store pige har mulighed for at bekræfte dåben som indvielsesritual, som et symbol på det kristne fællesskab. Men vi har også fået noget, man med et lidt fjollet udtryk kalder nonfirmation: Pigen siger netop ikke ja, hun bekræfter ikke dåben og dermed heller ikke sit tilhørsforhold til dette kristne fællesskab.
Skulle vi så også indføre noget, der tilsvarende kunne hedde nonskæring, hvor den store dreng får mulighed for at tage stilling til det jødiske fællesskabs kollektive værdier, som han intetanende er blevet tvangsindlagt til til en pris af en vigtig legemsdel?
Men det er jo desværre ikke muligt. Den handling var nemlig netop ikke symbolsk, den var reel i den fysiske verden. Og den er irreversibel: Den unge mand har en penis uden forhud for resten af livet med de gener eller eventuelt de fordele det medfører for hans seksualitet.
Det kan der ikke ændres på, og det skal der heller ikke, for det er godt det samme, mener Carsten Hjorth Pedersen: Dels er det trygt og godt for små børn at være med i et stærkt fællesskab, som skaber identitet og beskyttelse, dels kan det være sundt for større børn at have noget at gøre oprør imod.
Det er i grunden ejendommeligt, at dette noget specielle børnepsykologiske ræsonnement fremføres af lederen af et kristent pædagogisk institut når nu kristendommen netop konsekvent opererer med symbolske ritualer: Man drikker jo ikke blod til nadveren, men den symbolske altervin. Man dykker heller ikke hele personen i vand ved dåben, men nøjes med tre små symbolske stænk på hovedet.
LÆS OGSÅ: Omskæring er lige så vigtig for jøderne, som dåben er for kristne
Hvorfor så pludselig forsvare en jødisk kulturs ældgamle, fundamentalistiske og ekstremt fysiske ritualer? Og det i en tid, hvor der også i jødiske kredse er ved at blive åbnet op for muligheden af at gøre indmeldelsen i fællesskabet symbolsk, eventuelt ved et prik i forhuden, så den unge mand senere i livet selv kan bestemme, om han vil omskæres?
Skal jeg le eller græde eller måske bare ryste på hovedet? Jeg må tilstå: Jeg synes, det var rystende læsning, og jeg kom faktisk til at græde. Over denne manglende jordforbindelse og denne fornægtelse af menneskers ret til selv at bestemme, hvilke kollektive værdier de vil vedkende sig. Og så blev jeg vred. For den holdning kalder jeg ikke åndsfrihed. Det kalder jeg manglende menneskelig forståelse.