Omskåret 18-årig: Jeg må leve resten af mit liv uden en del af min krop

Det er kønsdiskriminerede og bagstræberisk, at politikerne ikke har taget bladet fra munden og fået fremsat en aldersgrænse for omskæring på mindst 18 år, skriver gymnasieelev

Da Danmark i flere omgange har vedtaget love, der har sikret kønsligestilling selvom det har provokeret nogle religiøse mennesker, håber jeg derfor stærkt, at Danmark snart vil være blandt de første til endnu en gang at gøre op med et forældet religiøst dogme ved at sikre drengebørns ret til egen krop på lige fod med piger, skriver debattør Jeremy Wilson.
Da Danmark i flere omgange har vedtaget love, der har sikret kønsligestilling selvom det har provokeret nogle religiøse mennesker, håber jeg derfor stærkt, at Danmark snart vil være blandt de første til endnu en gang at gøre op med et forældet religiøst dogme ved at sikre drengebørns ret til egen krop på lige fod med piger, skriver debattør Jeremy Wilson.

DANSKE POLITIKERE bryster sig ofte af at være førende inden for kønsligestilling. Dobbeltmoralsk nok har de ikke ulovliggjort drengeomskæring på lige fod med pigeomskæring. Det er mig en gåde, at politikerne ikke har ulovliggjort et forældet, lemlæstende og utidssvarende ritual som drengeomskæring. Vi skriver 2016.

De fleste er nok klar over, at en ny meningsmåling har vist, at næsten 9 ud af 10 ønsker at få ulovliggjort drengeomskæring på lige fod med pigeomskæring. På trods af det store flertal vil politikere stadig ikke lade sig rokke, men hellere lytte til et pinligt notat fra Sundhedsstyrelsen, der har bedømt, at omskæring er okay, hvis det bliver foretaget af kompetente kirurger og under kontrollerede forhold.

Det er en yderst problematisk konklusion, da alle kirurgiske indgreb kan føre til komplikationer selv under gode forhold. Og komplikationer er uacceptable, når de opstår hos en rask og umyndig person, der ikke kan give sit samtykke til at blive omskåret. Danske politikere kunne jo aldrig finde på at tilbyde pigeomskæringer på offentlige hospitaler under præcis de samme kirurgiske og hygiejniske betingelser, som man gør for drengebørn.

Jeg er selv blevet omskåret af kulturelle årsager som spæd på Rigshospitalet af en kompetent kirurg, uden at min omskæring gav livstruende komplikationer, men alligevel er jeg stadig irriteret over at være omskåret, da det var min krop og mine rettigheder, og jeg må leve resten af mit liv uden en følsom, veludviklet og integreret del af min krop, uden at jeg har givet samtykke til det. Det er kønsdiskriminerede og bagstræberisk, at politikerne ikke har taget bladet fra munden og fået fremsat aldersgrænse for omskæring på mindst 18 år.

POLITIKERNE PLEJER oftest at sige, at de ikke tør forbyde børneomskæring, fordi de frygter boykot og internationalt pres fra andre lande. Men det argument holder ikke helt, da Danmark i flere omgange har været de første til at vedtage love, der har været med til at sikre kønsligestilling på trods af risiko for boykot og internationalt pres.

Vi tillod for eksempel i 1989 som det første land i verden registreret partnerskab blandt homoseksuelle, og for nylig var vi også det første land i verden, der fjernede transkønnethed fra listen over psykiske lidelser. De gange, hvor vi har gennemført den slags love, har det som regel bare givet en god dominoeffekt, der førte til, at andre lande også begyndte at indføre registreret partnerskab blandt homoseksuelle, frigivelse af abort og så videre.

Politikerne plejer også ofte at sige, at de ikke tør forbyde børneomskæring, fordi de mener, at man skal respektere minoriteternes religiøse ritualer, og at det er foreskrevet i de gamle religiøse skrifter. Det argument giver ikke mening da Danmark har i mange gange trådt religiøse over tæerne og opgivet andre utidssvarende ritualer. Det var næppe alle kristne, der blev glade dengang homoseksuelle fik lov til at gifte sig i kirken på lige fod med heteroseksuelle. Dengang kvinder fik stemmeret og ret til at blive præster, blev det vel heller ikke taget imod med kyshånd fra alle kristne, ofte med henvisning til Bibelen, hvor det hedder, at kvinder ikke må tale i forsamlinger.

Det var heller ikke alle jøder og muslimer, der blev glade, dengang der blev indført en ny slagtelov, der ikke længere tillod kosher- og halalslagtning, uden at dyrene bedøves inden slagtningen. Derfor bør man heller ikke længere kunne bruge religiøse skrifter som argument for at amputere små drengebørns raske og funktionelle forhud, uden at de er modne og myndige nok til at give samtykke til det.

Da Danmark i flere omgange har vedtaget love, der har sikret kønsligestilling selvom det har provokeret nogle religiøse mennesker, håber jeg derfor stærkt, at Danmark snart vil være blandt de første til endnu en gang at gøre op med et forældet religiøst dogme ved at sikre drengebørns ret til egen krop på lige fod med piger. Det, at Danmark stadig tillader drengeomskæring, er i strid med Bioetikkonventionen og FN’s Børnekonvention, som vi også har sagt ja til. Derfor må vi tage bladet fra munden og tage disse internationale konventioner alvorligt og ikke mindst respektere drengebørns ret til at bestemme over deres egen krop.

Jeremy Wilson er gymnasieelev.