Prøv avisen

Omskrivning af velsignelsestekst er feministisk fundamentalisme

En kvindelig præst får nu lov til at vende tilbage til sit embede efter at have været suspenderet med afsæt i sag om samvær. Arkivfoto, uden sammenhæng med den konkrete kirke. Foto: Colourbox.com

På samfundpolitisk niveau har den feministiske bevægelse været påkrævet og berettiget, men når nu ritualbogen tilsyneladende skal stå for en kønspolitisk udrensning, minder det om fanatisme. Det mener tidligere sognepræst Harry Jansen

Skal en femtusindårig velsignelsestekst omskrives til en såkaldt kønsneutral udgave for at hjælpe på en moderne gudsforståelse? Mig minder det lidt for meget om feministisk fundamentalisme.

I konfirmandstuen har jeg muligvis, (men ikke sandsynligt) chokeret mine konfirmander med påstanden om, at Gud, hun kan sagtens være sort. Derved har jeg muligvis bidraget til en moderne forståelse af, at al hankønsforskrækkelse ikke nødvendigvis behøver at medføre tabet af ens gudstro.

Men man behøver vel ikke at gøre gudsbegrebet kønsløst, når vi igennem mere end 5000 år har erfaret Gud som en personlig størrelse beskrevet, men ikke defineret som en mand, en far. Spørgsmålet om køn gør sig vel først nu gældende, fordi det er et moderne samfunds politiske anliggende. På samfundpolitisk niveau har den feministiske bevægelse været påkrævet og berettiget. Men når nu ritualbogen tilsyneladende skal stå for en kønspolitisk udrensning, minder det om fanatisme.

Gud fri os for et kønsløst gudsbegreb. Må Herren være med os, også hvis hun er sort.