I søndags lød det i epistelen: "Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne."
Dette er Paulus' gudstjenestesyn: Den sande gudstjeneste realiseres i den konkrete dagligdag i tjeneste for næsten. Paulus havde som Jesus et noget kritisk forhold til den kultiske gudstjeneste og mente, at det velbehagelige offer bestod i kærlighed for sin næste.
Mens jeg sad på kirkebænken og hørte disse ord fra Romerbrevet kom jeg i tanker om Jens Bruns indlæg i Kristeligt Dagblad (den 3. januar), hvor han i meget håndfaste vendinger gør op med Hillerød-præsternes aktion. Som ét af sine ikke helt udfoldede argumenter siger han, "at kirke og gudstjeneste er noget, der ikke kan bruges i den politiske sammenhæng".
Imod Jens Bruns argumentation og holdning til Hillerød-præsternes aktion er der efter min mening følgende at sige:
1. Som Paulus siger: Den åndelige gudstjeneste er en legemlig gudstjeneste. Den foregår for alle, der er kaldet af Kristus, i det konkrete fællesskab, vi har med hinanden. Liturgi betyder i denne sammenhæng(!) at hjælpe hinanden i det daglige. Kontakt med Gud foregår ikke kun i det hellige rum, men også – og ifølge Paulus først og sidst – i en realisering af Guds vilje i hverdagen. Hillerød-præsterne har efter min opfattelse set, at deres gudstjeneste består i en omsorg for mennesker, der er i nød, og mener derfor at gøre deres pligt over for den sande gudstjeneste, nemlig at stille sig i tjeneste for den nødlidende. Denne omsorg indebærer også at råbe den politiske verden op, når uretfærdigheder i vores samfund finder sted.
2. Politik er det muliges kunst, har én sagt, og det er rigtigt. At være til gudstjeneste i kirkerummet er at blive mødt med gudsrigets "umulige kunst" af skønhed, godhed og retfærdighed. I forhold til denne "umulighed" skal det muliges kunst vurderes. Som Paulus siger, så skal man lade sit sind forvandle af den umulighed, som Guds vilje er. Og det er, hvad Hillerød-præsterne nøgternt, realistisk og uden større armbevægelser har gjort: målt virkeligheden i Sandholmlejren på gudsrigets tale, og de har skønnet, at her er noget rivende galt. Og derefter er de skredet til handling.
Det kalder på agtelse og respekt, at præsterne hverken lider af berøringsangst eller medieliderlighed, men føler sig forpligtet til at se og vidne om uretfærdighederne i vores samfund i overensstemmelse med deres kristne og borgerlige pligt.
3. Paulus siger, at den kristne ikke må tilpasse sig verden. At være af den "anden verden" – gudsrigets verden – er et værn imod enhver form for politisk kynisme, der undergraver de grundlæggende værdier, som dette gudsrige har indlagt i verden, ikke blot som en "livsstemning", men sandelig også som en "horisont", et "perspektiv", ja i sidste instans en "magt".
Denne horisont eller dette perspektiv kan der aldrig direkte drives politik på, men samfundets politik kan måles på denne horisont. Er den i overensstemmelse med idealet eller ej? Som jeg hører og ser Hillerød-præsterne, så har de netop sat et kritisk "notabene" til politikerne: Sådan behandler man ikke mennesker i vort samfund.
Jørgen Demant, medlem af Kirkeligt Samfunds Styrelse, Hjortekærsvej 74,Kgs. Lyngby