Prøv avisen
Debat

Socialrådgiver: Udsatte børn bør have bedre kendskab til deres rettigheder

Der er centrale retsregler i serviceloven, som har meget stor betydning for disse børn og unge. Min erfaring er, at disse regler ofte ikke er særlig kendte – heller ikke hos børn og unge, skriver socialrådgiver Jørgen Breindahl. Modelfoto.

Virkeligheden har vist, at nogle børn og unge kan efterlades i en kolossal og afmægtig eksistentiel ensomhed. I en sådan ensomhed og i en sådan mistrivsel er der i allerhøjeste grad behov for viden om basale rettigheder, mener socialrådgiver

Det overraskede mig at læse forside-artiklen i Kristeligt Dagblad (den 29. februar) med overskriften ”Børn har ringe kendskab til deres egne rettigheder.” Artiklen handlede om en ny undersøgelse foretaget af Børnerådet. .

I både artiklen i Kristeligt Dagblad og i Børnerådets eget analysenotat savner jeg en beskrivelse af misrøgtede hjemmeboende og af anbragte børn og unges kendskab til deres rettigheder. For netop sådanne børn og unge har givet anledning til store bekymringer, og til sager med fatale svigt fra offentlige myndigheder. Det gælder Tønder-sagen, Brønderslev-sagen, Esbjerg-sagen med flere, og senest tv-dokumentaren fra 2016 ”Anbragt i helvede”.

I den sammenhæng er der centrale retsregler i serviceloven, som har meget stor betydning for disse børn og unge. Min erfaring er, at disse regler ofte ikke er særlig kendte – heller ikke hos børn og unge.

Ved en kort gennemgang af nogle af de basale retssikkerhedsregler kan der peges på, at kommunen er forpligtet til at give gratis anonym rådgivning til børn og unge, som er i vanskeligheder (servicelovens paragraf 11). Kommunen skal ved undersøgelse have en børnesamtale (paragraf 50) og desuden inden iværksættelse af en eventuel foranstaltning igen en samtale med barnet (paragraf 48). Og et barn har altid ret til at medtage en bisidder (paragraf 48 a).

Ved en anbringelse skal der ud over forældresamtykke altid foreligge samtykke også fra den unge, der er fyldt 15 år (paragraf 53).

Hvis barnet eller den unge mistrives på et anbringelsessted, så er kommunen forpligtet til at følge tæt op og undersøge behovet for et eventuelt andet anbringelsessted (paragraf 69 stk. 1). Og den unge, der er fyldt 12 år, skal give samtykke til ændret anbringelsessted (paragraf 69 stk. 2). Et barn har fra sit 12. år ved en anbringelse klagemulighed til Ankestyrelsen og til byretten og har i den forbindelse ret til selvstændig advokatbistand (paragraf 167 og paragraf 170 stk. 3).

Hvis ingen myndigheder tager et hjemmeboende eller et anbragt barns eller en ungs vanskeligheder alvorligt, kan barnet eller den unge tage direkte kontakt til Ankestyrelsen. Og endelig er der de særlige muligheder ved Ombudsmandens Børnekontor.

Virkeligheden har vist, at nogle børn og unge kan efterlades i en afmægtig eksistentiel ensomhed, som kan være fremkaldt af, at deres forældre ikke magter forældreopgaven. Eller at barnets plejeforældre svigter.

I en sådan mistrivsel er der i allerhøjeste grad behov for viden om basale rettigheder. Vi ved, at omkring 15 procent af en børneårgang kan karakteriseres som socialt udsatte. Og at 11-12.000 børn og unge fra 0-17 år er anbragt uden for hjemmet. Også betydningen af deres rettigheder bør Børnerådet tage alvorligt.

Jørgen Breindahl, socialrådgiver, Ringparken 2, Hedensted