Ondskaben lurer overalt

Også selvom vi ikke vil vide af den

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

HVAD STILLER MAN egentlig op, når man er opdraget til at tro på det bedste i mennesket? Altid at møde andre mennesker med et åbent sind og tro på, at andre kun vil en det godt, og at der ingen onde hensigter er i andre mennesker? Og man så gennem et snart langt liv igen og igen er blevet forstyrret i sin barnetro?

Følg bare den rædselsfulde krig i Syrien i det omfang, det er muligt. Et helt lands befolkning martret af ondskab og voldsomme stridigheder, mere end 70.000 dræbt, hvis man skal tro medierne. '

LÆS OGSÅ:Ondskaben er nok desværre en normalitet

Tænk på krigene i Afghanistan, Mali og i flere andre afrikanske stater. Tidligere Irak, der stadig er et sandt bombehelvede, Libyen, Egypten og jeg kunne blive ved. Ufred og ondskab er der nok af. Og ikke kun på krigsskuepladserne.

Vi ved alle om den lille snigende ondskab. Børn, der mobber, som er det noget helt naturgivent, der ligger i generne. Pigerne i klassen, der ynder at danne kliker og at holde andre udenfor. Mobning på arbejdspladsen. Overgreb i hjemmet. Misbrug af børn og vold mellem ægtefæller. Blandt andet katolske præsters overgreb på børn.

Vi hører om det dybest set hver dag. Ser det i tv og læser om det i aviserne. Det er gyseligt, men en del af hverdagen. Og alligevel vil de fleste af os stadig helst tro på det bedste i mennesket.

Jeg kender mange meget gode og ordentlige mennesker, som jeg ikke tiltænker bare en eneste ond tanke. Folk, der altid opfører sig pænt. Men jeg kan ikke hoppe ind i deres hoveder og afkode, hvad de egentlig tænker og føler. Har de også onde tanker? Jeg vil jo helst ikke tro det.

Men jeg kender også mennesker, jeg har været tæt på gennem en stor del af mit liv, og som så pludselig har vist sig ikke at være så ordentlige, som jeg troede. Som også er drevet af en vis portion nedrighed, og som man derfor har måttet være nødt til at vende ryggen og lade passe sig selv. Desværre har de fleste af os nok oplevet den slags. Der kan for mange være god nok grund til at søge til alters og bede om syndsforladelse.

Men allerværst oplever jeg det faktisk, når jeg ser det i helt små børn, der lige så naturligt som at kunne die i deres første levedøgn også kan være onde mod andre. Selv mokke sig frem, slå til andre for at gavne egen sag. Det ligger altså i os alle som et lille kim.

Jeg er jo langtfra filosof og har ikke studeret fænomenet indgående, jeg er bare en almindelig iagttager og aktiv bruger af livet, og jeg undrer mig ofte. Ligesom dyr slås, slås mennesker. Og tager ikke altid lige pænt hensyn til hinanden.

Vi kender alle til nabokonflikter, der ofte kan tage helt groteske former og ende i nærmest aktiv krig. I stedet for at give op og i stedet negligere og så bare lade hver passe sit, når det nu ikke går med kommunikation og argumenter.

Vi kender til smædeskrifter. Ord kan være så onde og ramme så hårdt, og vi bruger dem flittigt. Jeg har tidligere skrevet om sproget og nedrighederne i manges brug af de anonyme indlæg på tidens blogs på nettet.

Men jeg kunne såmænd også tage noget så ellers i udgangspunktet fredeligt som en politisk debat, der helst skulle foregå på argumenter. Her oplever vi ofte, også herhjemme, politikere opføre sig decideret ondskabsfuldt over for hinanden, så meget, at visse politikere virkelig kan trætte deres potentielle vælgere ved at blive ved at optræde nedrigt og direkte ondskabsfuldt over for modstanderne. Som om de ikke tror, at vi kan aflure dem. Når argumentet ikke i sig selv har vægt nok, så kan vi hive ondskaben frem som ekstra vægt i vægtskålen.

Jeg står over for at skulle til et 50-års skolejubilæum om få uger og har derfor fået kontakt til gamle skolekammerater fra dengang. Det pudsige er, og man vidste det jo godt, at de karakteregenskaber, kammeraterne havde dengang, dem har de såmænd endnu. De søde og behagelige er stadig søde og behagelige endnu. Mobberne kan stadig mobbe. Og sådan er det hele ganske konstant og desværre mere eller mindre bevist, at de egenskaber, vi har fra starten, dem beholder vi såmænd næsten konstant livet igennem.

Også selvom flere måske gennem et helt liv uden større held har prøvet at kæmpe med de mindre pæne sider. Ondskaben er i forskellige afskygninger altså et livsvilkår. Et fænomen, vi må indstille os på at møde overalt og aldrig helt vil kunne undgå at blive konfronteret med.

Men hvad stiller man så op, som jeg startede med at spørge, hvis man er blevet introduceret til denne verden med troen på kun det bedste i mennesket? Hvordan tackler man denne ikke specielt troværdige barnetro, når virkeligheden viser sig at være en anden?

Jeg ved det faktisk ikke.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus