Jeg kommer hjem fra efterårsferie og opdager til min skræk, at forskellen på ferie og hverdag ikke længere er så stor. Hvorfor? Fordi jeg har været på nettet. For at se film, nyheder, vejrudsigt og rejseplan og slå ord op. For ikke så længe siden kunne vi ikke gå online i sommerhuset. Skønt. Men nu har vi erkendt, at selv et frimærke kræver onlineadgang.
Det dårlige ved onlinesamfundet er, at livet på en måde er blevet kedeligere. Vi har en verden af ufatteligt rige muligheder. Men reelt sidder vi bare og glor på en skærm, og det skaber faktisk en del mistrivsel.
Det mistrøstige computerliv opvejes måske af, at nettet har fået nye fællesskaber til at spire frem. I Ugebrevet Mandag Morgen læser jeg i dag et interview med Rachel Botsman, ekspert i deleøkonomi, at onlinesamfundet har øget tilliden mellem mennesker – ikke til autoriteterne, men ‘sidelæns’ til medmennesket. Vi lader vildfremmede bo i vores hus, køre med i bilen eller passe vores børn, hvis bare de har gode ratings, ansigt og navn.
Onlinesamfundet har skabt en tillidsøkonomi, hvor anbefalinger er det, der smører maskinen. Maleren, blikkenslageren, babysitteren, udlejeren og spisestedet stoler vi på, hvis andre har sagt god for dem på nettet. Vi er blevet et Trustpilot-samfund. Hvis et autoritært styre finder på at bruge vores digitale omdømme til kontrol, er perspektiverne skræmmende.
Hvad enten det er Næstehjælperne, Venligboerne, Sager der Samler eller et nabo- og tøjbyttefællesskab, der tager form, er tillidsøkonomien ved at ændre vores samfund – på godt og ondt. Mest på godt.
Selv bor jeg i en byggeforening, hvor 250 mennesker pengeløst udveksler møbler, tøj, cykler, værktøj og haveafgrøder i et omfang, som må få BNP til at styrtdykke forholdsmæssigt. Mens livskvaliteten stiger. Alt sammen med Facebook som platform.
Den digitale landsby er ikke i modsætning til den fysiske villavej, kvarteret eller opgangen. De understøtter hinanden. Vi udvider vores tryghedszone, og mennesker, vi ellers ikke ville møde, står i vores stue. Gennem Næstehjælperne har jeg selv udvekslet tøj, tillid og historier med mødre, jeg normalt ikke ser, fordi de bor i en anden del af vores opdelte by.
Det absurde er, at den voksende tillid horisontalt i samfundet modsvares af en stadig ringere tillid opad. Tilliden til institutioner, medier og politikere rasler ned. Vi har aldrig haft nemmere adgang til viden og fakta, men vi tror ikke på dem, når de kommer fra autoriteterne. Vi vil hellere spørge nogen som os, som vi synes vi kender. Nogen med ansigt og navn. Institutionerne bliver større. Men tillidsøkonomien går den modsatte vej – også når den er digital. Mod nye former for landsbyer. Det er i grunden både rørende og opmuntrende.