Op ad bakke og ned ad bakke: Livet er som et langt cykelløb

At være cykelrytter er det nærmeste, du kommer på at være munk uden at være det. Sådan siger tidligere cykelrytter Brian Holm i DR-program om cykelsport

Cykelryttere er så gode til at bilde sig selv ind, at de elsker sidevind og brosten, at de til sidst tror på det. Det skriver Birgitte Stoklund, der har set DR-programmet med Brian Holm, "Vision".
Cykelryttere er så gode til at bilde sig selv ind, at de elsker sidevind og brosten, at de til sidst tror på det. Det skriver Birgitte Stoklund, der har set DR-programmet med Brian Holm, "Vision". Foto: Jonas Bjaaland Dahl/DR.

”Lad nu være at føle efter, hvordan I har det indeni, for så bliver I aldrig nogensinde til en skid. Livet, det er et langt cykelløb, det går op ad bakke, det går ned ad bakke. Man falder, man slår sig. Det gælder altid om at komme op på cyklen igen og tro på det”. Brian Holm, tidligere professionel cykelrytter, nu sportsdirektør for et professionelt cykelhold, ser direkte ind i kameraet. Ingen kan være i tvivl om, at han mener det, han siger. Det er mere end cykelløb, det er også en livsfilosofi bygget på erfaringer fra livets vej i almindelighed og fra landevejen i særdeleshed.

DR er ude af kampen om tv-dækningen af Tour de France, som TV 2 har dyrket intensivt gennem mange år med markante personligheder i kommentatorboksen og daglange reportager fra etapeløbet – og i øvrigt fra mange andre af årets store løb. Men som de fleste sikkert har opdaget, er årets Tour de France også en tour de Danmark, hvor løbets tre første etaper afvikles senere på ugen. Det franske cykelløb er altså i år også en national begivenhed her i landet, og så må DR naturligvis være med i en eller anden form.

”Vision”, et tv-program skabt af radiokanalen P3, er ikke en optakt, men snarere en slags rundt-om-cykelsporten-udsendelse, hvor den ældre erfarne mand og de unge entusiaster får ordet. Brian Holm sætter ord på sit livssyn i en 20 minutter lang udsendelse, mens en række unge mænd omkring cykelløbet i korte 6-7 minutters spots fortæller om, hvordan de er engageret: Der er iværksætteren, der har set en lukrativ niche i at videresælge de professionelles cykeludstyr, cykelmekanikeren, der sørger for, at alt det tekniske spiller, cykelkommentatoren, der vil se de æstetiske og homeriske dimensioner i cykelsporten og synes, det er helt naturligt, at han bliver sammenlignet med Jørgen Leth og endelig cykelrytteren, der i foråret har kørt sin første grand tour.

Nogle har sikkert allerede fået nok af cykelløb og Tour de France. Men for dem, der ikke kan få nok eller bare er interesseret i eget og andres liv, så er det værd at slå ind forbi ”Vision”. Først og fremmest for Brian Holms refleksioner, der også giver en god del af forklaringen på, hvorfor cykelryttere holder sig på cyklen, selvom de nærmest ikke kan hænge sammen. Askese betyder egentlig øvelse, og at være cykelrytter er, som Holm udtrykker det, det nærmeste, du kommer på at være munk uden at være det. Det handler om at fokusere, at overvinde ulyst og smerte – og om at bilde sig selv ind, at man elsker regn, sidevind og brosten. Til sidst begynder man at tro på det.

Holm opsummerer sine lifehacks, som det hedder på moderne dansk, i tre tal: 10, 20, 30. Du skal spare 10% op af alt, hvad du tjener, så du har til hårde tider. Du skal bruge 20 minutter hver dag på at læse om noget, du intet kender til, så du kan tale med hvem som helst. Og du skal bruge 30 minutter i gennemsnit om dagen på idræt som et mentalt forsikringsselskab. Og så i øvrigt få nogle gode venner. Holms råd er hermed givet videre – mens vi venter på Touren.