På dette års bogmesse førte digter Søren Ulrik Thomsen og jeg en samtale om det onde. Udgangspunktet var min bog ”Fri os fra det onde”, hvori jeg betoner vigtigheden af ikke at skrive ondskabens realitet ud af vores menneskesyn.
Det fik Søren Ulrik Thomsen til at tale om en særlig form for bagvendt selvretfærdiggørelse, hvor man dyrker bevidstheden om egen syndighed så kraftigt, at man næsten afviser værdien af gode gerninger. Og han fandt, at min tale om det onde kan have den skyggeside, at den låser mennesket fast.
Indvendingen er reel og satte tanker i gang, og ikke mindre da Søren Ulrik Thomsen et par dage efter sendte mig en passage fra bogen ”Kritik af den negative opbyggelighed”, hvor han gør sig disse tanker om mistænkeliggørelsen af den gode intention:
”Forstår jeg så glimrende advarslen imod, at mennesket sætter sig selv i Guds sted, fatter jeg til gengæld ikke den tidehvervske følgeslutning, at mennesket har overskredet sin jurisdiktion, når det kræver universelle menneskerettigheder, thi for mig at se er det universelle ikke det samme som det absolutte. For uanset om mennesket så udstrækker sin verdensforbedrende virksomhed til klodens sidste centimeter, er det alligevel Gud, der er givet al magt i himlen og på jorden, så hvorfor skulle mennesket i ydmyg bevidsthed om dette ikke føre en politik, som sigter på at forbedre vilkårene for så mange mennesker som muligt, når bare det samtidig holder sig for øje, at al politik er af denne verden og derfor altid ufuldstændig såvel som fejlbarlig? Den fine lutherske erkendelse af, at man ikke bliver et bedre menneske af at gøre gode gerninger, bliver for mig at se absurd, når den skærpes til, at gode gerninger så er af det onde, for hvorfor ikke gøre gode gerninger, når blot man ved, at de ikke vil blive regnet én til retfærdighed, men at man alene frelses ved troen? Netop når mennesket indser, at det ikke er Gud, og at det jordiske liv aldrig bliver himmelsk, har man det sundeste udgangspunkt for at gøre det så godt som menneskeligt muligt.”
Søren Ulrik Thomsen har fat i noget, idet mistroen til idealismen kan skabe en tro på, at mennesket nærmest skal opgive at bringe verden fremad. Men samtidig sætter han fingeren på det ømme punkt i sin egen sag, når han fremhæver den ”ydmyge bevidsthed” som forudsætning for, at vi kan fremme det gode uden at glemme, at al magt tilhører Gud.
Spørgsmålet er nemlig, hvordan vi fastholder den bevidsthed, og når jeg lægger så stor vægt på erkendelsen af den selviskhed og ondskab, som vi alle bærer på, skyldes det, at vi konstant kan skride ud af ydmyghedens selvbillede. Ja, jeg vil hævde, at dette er epokens primære problem, men inden jeg udfolder det, skal der lige bekendes lidt. Ifølge Søren Ulrik Thomsen risikerer den tidehvervske tone at invalidere den enkelte i forhold til frimodigt at kæmpe for en bedre verden, og sandt er det, at det skeptiske livssyn i længden kan præge sindet. Jeg aner det selv. Ikke blot kan man – som også Søren Kierkegaard forklarer os – gennem sin evige ”kløgtighed” miste evnen til at tro på det uselviske i den anden. Man kan også rode sig ud i en bevægelse, hvor man for at sikre sig mod selvgodhedens fælde næsten ophøjer sin egen afmagt og for at undgå én form for fromhed henfalder til en anden, der i værste fald kan nærme sig en retfærdiggørelse af at lade verden sejle sin egen sø. Søren Ulrik Thomsens advarsel skal tages til hjertet.
Men han glemmer i sin refleksion for alvor at tage det moderne menneskesyn i ed, og når han skriver, at vi roligt kan udfolde den ”verdensforbedrende virksomhed”, hvis vi tror på, at det universelle jo ikke er det samme som det absolutte, må man minde om, at det er det for mange med tiden blevet.
Mens Søren Ulrik Thomsen ser verden gennem en ydmyg tro på Gud, har mange af hans vestlige frænder forkastet denne selverkendende tro på det guddommeligt absolutte, og derfor kan man mene, at den tidehvervske stemme som definitiv irettesættelse er så vigtig som nogensinde. Den advarer mod at falde i den farlige strøm, der kan føre til, at vi – som Jakob Knudsen lader pastor Castbjerg sige det i romanen Den gamle præst – ”raver i blinde”, når vi vil skabe godhed i stort format.
Den tidehvervske følgeslutning, ”at mennesket har overskredet sin jurisdiktion”, som Søren Ulrik Thomsen nævner, er ikke vokset ud af ingenting. Den beskriver en erfaring med det moderne menneske – ikke mindst som det foldede sig blodigt ud i det 20. århundrede – der lader sig forføre af det rent menneskelige, hvormed man i sin egen definition af det gode tager andre som gidsler og kan være mere styret af selvretfærdighed, end man er klar over.
Derfor må den tidehvervske pegefinger jævnligt løftes – for eksempel som i 2015, da vi skulle forholde os til flygtningestrøm, næstekærlighed og faren for selvfremstilling – for det skal altid ses som en mulighed, at et menneskes gode gerning er beslægtet med noget ondt. Dette kan ganske rigtigt minde om en absurd kortslutning i livet, men bevidstheden om det er en forudsætning for, at vi aldrig glemmer, at det ikke er os, der er Gud.
Jeg tog hjem fra samtalen med Søren Ulrik Thomsen med fornyet bevidsthed om den tidehvervske tænknings dobbelthed. Den er både problematisk og uundværlig. Den kan udarte til selvfed ophøjelse af egen syndsbevidsthed, og den kan skære igennem i en tid, hvor mennesket har så svært ved overhovedet at se sig selv som syndigt. I en sådan tid ved vi, at den livline til ydmyg bevidsthed, som Søren Ulrik Thomsen lever med, ikke er almen. Den udgør nok snarere undtagelsen. Derfor er det så værdifuldt, at han taler og skriver.
Og derfor skal den tidehvervske stemme både lytte og tænke og tale videre.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.