Opera om aktiv dødshjælp er modig og original

Den nye danske opera "Manualen" er ikke mere provokation end kunst, som det forsimplet hævdes i denne avis' anmeldelse, skriver Christoffer Emil Bruun

Opera om aktiv dødshjælp er modig og original
Illustration: Rasmus Juul.

Den nye danske opera "Manualen" er ikke mere provokation end kunst, som det forsimplet hævdes i denne avis' anmeldelse den 24. maj. Den er et stærkt bud på, hvordan opera som kunstart kan skabe nye tanker og samtaler i offentligheden om et vanskeligt emne for vores samtid. 

Det er både modigt, originalt og i forlængelse af operaens historiske begejstring for store følelser, at tage et emne som aktiv dødshjælp op. Netop opera, der med al sin patos nemt kan virke, som lidt af en anakronisme, har godt af lidt pulver fra Georg Brandes credo om at litteratur – i betydingen kunst – skal sætte problemer til debat. At anmelderen er i tvivl om operaens hensigt, gør den ikke dårlig – tværtimod. 

Spørger man den danske befolkning om aktiv dødshjælp, er svaret fra folkedybet klart. Et stort flertal mener, at vi selv skal have mulighed for at bestemme, hvornår livet slutter.

Min egen holdning tilhører dermed et mindretal, som mener det modsatte. I mine øjne er det en uhyggelig tanke, at vores egen vilje bliver strakt til det aller yderste. 

Jeg mener, at den tidligere læge Svend Lings, som står bag den vejledning til selvmord, som "Manualen" henviser til, er en gemen forbryder. Andre ser ham som en frihedskæmper. 

Argumenterne for aktiv dødshjælp er til at få øje på. Hvorfor lide den sidste del af livet? Hvorfor udsætte andre for besvær? Hvorfor belaste systemet? Hvorfor leve, hvis man ikke har lyst?

Argumenterne imod er ikke helt så klare, for hvad er modsætningen til individets frihedsrettigheder? Kollektivets begrænsninger? 

Vores tro på individet er urokkelig, mens almægtigheden er ude af sigte. Men når vi ser os selv i spejlet bliver vi forvirrede. Vi er jo slet ikke i stand til at regne os selv ud. Hvilken ret har vi så til at bestemme over os selv? 

Den etiske grundkonflikt imellem individets flakkende vilje og fællesskabets kolossale moral er en evig samtale. Ingen jura kan løse det problem. Men kunsten og den gode samtale kan gøre os klogere.

Troen på menneskets egen dømmekraft har gennem historien ledt til den ene katastrofe efter den anden. Hver gang mennesket gør sig til herre over livet, går det galt. Problemet er altid det samme: Vi ser det ikke, før det er for sent. 

Forestillingen om, at vi selv har ret til at bestemme over, hvornår livet skal begynde og slutte, er som et varsel om ulykke. Den er et produkt af hele den udvikling, som fører os mod planetens ødelæggelse. At udnytte kloden til det yderste, for så at smide den væk, kan blive vores generationers skæbnefortælling. Vi dræber kloden for egen hånd. Det aktive selvmord er allerede i gang. 

Nu holder hjertet op med at slå, og jeg anerkender at alle kan dø, når de vil. Med en opskrift til selvmord bliver det utvivlsomt mere enkelt at afslutte livet, og i den forstand er Svend Lings en optimist. Han mener, at livet bliver lettere ved at kunne forkorte det. I den forestilling er mennesket blevet en genstand. Kroppens organer kan synge og bevidstheden kan synge, men sjælen er stum. 

Manualen har en høj spids hat på, og sidst i operaen troner den højt hævet over den døende krop. Sådan gør den idealistiske tro på individets selvbestemmelse op med livet. Sådan begår det moderne samfund selvmord.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.