Skal blasfemiparagraffen afskaffes?

Hvorfor er det værre at brænde Koranen end at tilslutte sig en teologisk udlægning af Koranen, der tillader stening eller gammeltestamentlige straffe for homoseksualitet? spørger jurist Jacob Mchangama. Det kan føre til selvtægt fra de krænkede, hvis samfundet ikke har den sikkerhedsventil, at man kan anlægge sag ved domstolene, mener chefredaktør Erik Bjerager

Skal blasfemiparagraffen afskaffes? Ja, mener jurist Jacob Mchangama. Nej mener Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager.
Skal blasfemiparagraffen afskaffes? Ja, mener jurist Jacob Mchangama. Nej mener Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager.

Jacob Mchangama: JA

Jacob Mchangame er jurist og direktør i tænketanken Justitia.
Jacob Mchangame er jurist og direktør i tænketanken Justitia. Foto: Leif Tuxen

Nyheden om, at en nordjysk mand som den første dansker i 46 år er blevet tiltalt for blasfemi, blev mødt med stærkt blandede reaktioner i det danske samfund.

Mange var kritiske, mens andre var positive. Blandt dem, der forsvarer blasfemiparagraffens relevans i 2017, er Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, og domprovst Anders Gadegaard.

Til Information udtalte Erik Bjerager, at blasfemiparagraffen har en vigtig symbolsk karakter, fordi ”religion spiller en central rolle i mange menneskers liv. Derfor kan grove blasfemiske handlinger spille en destabiliserende rolle i samfundet”.

Gadegaard udtalte i et interview med Radio24syv: ”Jeg synes, det er helt på sin plads, at den mand får en bøde. Hvorfor skal man have lov til at forhåne? Noget, som kun har ét formål, nemlig at genere mennesker, for hvem det er meget helligt."

Denne position er ganske bemærkelsesværdig, når man tager i betragtning, at både Bjerager og Gadegaard har markeret sig stærkt i debatten om den såkaldte imamlov, der kriminaliserer ”udtrykkelig billigelse” af visse strafbare handlinger som ”led i religiøs oplæring” og forhindrer indrejse for såkaldte ”hadprædikanter”.

I praksis en indskrænkning af ytringsfriheden målrettet religiøse prædikanter.

Anders Gadegaard udtalte i Kristeligt Dagblad, at ”loven diskriminerer mod religiøse og kriminaliserer os for ting, som andre ikke bliver kriminaliseret for”, mens Bjerager udtalte at ”lovgivningen (er og bliver, red.) problematisk. Den er vendt mod alle religioner og kommer med stor sikkerhed til at berøre mange andre end radikale muslimer”. Beskrivelsen af indrejseforbuddet kaldte han ”så gummiagtig, at den giver mulighed for indførelse af et orwellsk tankepoliti”.

Det er en kritik, som jeg deler, og jeg forstår udmærket religiøse og kirkelige kredses dybe skepsis over for en sådan lov, der lader politikeren og debattøren fremføre kontroversielle ytringer, men straffer præsten, imamen eller rabbineren for samme. Lighed for loven er afgørende, og ekstremistiske sekulære ideologier kan være fuldt ud lige så destruktive som ekstremistiske religiøse af slagsen.

Men hvis Bjerager, Gadegaard med flere ikke går ind for særlove, der begrænser den religiøse ytringsfrihed, hvordan kan man så samtidigt forsvare en blasfemiparagraf, der yder troende et særligt værn mod forhånelser og spot, som de, der er tilhængere af sekulære ideologier, ikke nyder?

Blasfemiparagraffen er jo netop udtryk for en sådan forskelsbehandling, der antager, at troendes religiøse følelser er vigtigere at beskytte end ikke-troendes.

Hvorfor er det værre at brænde Koranen end at tilslutte sig en teologisk udlægning af Koranen, der tillader stening eller gammeltestamentlige straffe for homoseksualitet?

Sidstnævnte ytringer bevæger sig langt tættere på at legitimere faktiske voldshandlinger end den primitive symbolske handling, det er at brænde en koran eller en bibel.

Bjerager og Gadegaards dobbeltmoral er ikke bare slående. Den er også fuldstændig ødelæggende for trossamfundenes kritik af imamloven. For hvis man ikke vil risikere at blive straffet for ekstreme religiøse ytringer, kan man naturligvis heller ikke kræve, at ikke-troende straffes for ekstreme antireligiøse ytringer.

Hvis ikke de troende er villige til at forsvare ytrings- og religionsfriheden på principfast grund, kan man ikke forvente, at de begrænsninger, der bliver indført, går en selv ram forbi.

Hvis danske trossamfund vil gøre op med imamloven, bliver de derfor også nødt til at tage et opgør med blasfemiparagraffen.

Erik Bjerager: NEJ

Erik Bjerager er administrerende chefredaktør på Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager er administrerende chefredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

Jacob McHangama er en stor tilhænger af den ubegrænsede ytringsfrihed, og det er al ære værd. En del af ytringsfriheden er religionsfriheden, der er retten til frit at tro og ytre sig om sin overbevisning, og begge dele støtter jeg.

Men ytringsfriheden er ikke den eneste frihed, som dansk lovgivning beskytter. Frihederne skal balanceres mod hinanden. Jeg har ikke ret til at true andre ubegrænset, selvom jeg kun gør det med ord. Jeg har ikke ret til at udtrykke mig racistisk. Og jeg har ikke ret til at tilsmudse andre mennesker, selvom jeg alene gør det med ytringer. Staten sætter rammer – vide rammer – for, hvor meget man må true andre, hvor racistisk man må udtale sig om andre, og hvor meget man må injuriere andre.

Hvorfor er det et statsligt anliggende? Alene fordi staten er bange for, at befolkningen griber til selvtægt, hvis man ikke kan gå rettens vej for at få sat en grænse for, hvor groft man kan tale til og om andre mennesker.

Det er i denne kategori, at blasfemiparagraffen i straffeloven skal forstås. Den findes i kapitlet ”Forbrydelser mod den offentlige orden og fred” og står lige efter den paragraf, der forbyder gravskænding og usømmelig behandling af lig. Blasfemiparagraffen bruges meget sjældent, og det er godt. Jeg deler Mchangamas opfattelse af, at der skal være vidtrækkende ytringsfrihed også om religiøse emner og andres tro. Men jeg har den pragmatiske opfattelse, at der skal være en grænse for, hvor nedsættende man skal kunne være. Hvis den grænse ikke kan trækkes af landets domstole, risikerer vi, at mennesker i frustration griber til selvtægt.

Heldigvis følger domstolenes afgørelser med tiden, og der er reelt meget vide, ja næsten ubegrænsede rammer for, hvad man kan sige og udtrykke her i landet.

I praksis kan man i dag ikke sige noget nedsættende om nogen religion og blive straffet for det, sådan som domstolene tolker blasfemiparagraffen. Det konkluderede Straffelovrådet i sin omfattende gennemgang af blasfemiparagraffen i 2015. Men rådet konkluderede også, at hvis man vælger at afskaffe blasfemiforbuddet, vil det til gengæld betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det er en sådan situation, vi nu står med. Jeg kan ikke vurdere, om den mand, der har lagt en videofilm af en afbrænding af Koranen – vist nok i sin private baghave – ud på nettet, kan siges at være omfattet af forbuddet mod ”offentlig” afbrænding. Men min egen holdning er den pragmatiske, at det er fornuftigt at fastholde en grænse for, hvor meget man kan provokere mennesker ved at skænde for eksempel deres religions hellige tekster. Som sagt fordi det kan føre til selvtægt fra de krænkede, hvis samfundet ikke har den sikkerhedsventil, at man kan anlægge sag ved domstolene.

Eer det ikke selvmodsigende – eller dobbeltmoralsk, sådan som Mchangama formulerer det – at jeg har argumenteret for at fastholde forbuddet mod blasfemi, som der findes i dag, når vi samtidig her på avisen har argumenteret for, at der ikke skal indføres en begrænsning af den religiøse ytringsfrihed, den såkaldte imamlov? Altså: Ikke-religiøse mennesker skal begrænses med fastholdelse af blasfemiforbuddet, mens religiøse mennesker ikke skal begrænses i deres ytringsfrihed.

Den beskyldning om dobbeltmoral anerkender jeg ikke. Imamloven, som Folketinget har vedtaget, er problematisk, fordi den kriminaliserer ekstreme ytringer fra imamer, præster eller andre forkyndere, som andre ikke vil blive kriminaliseret for. Mens blasfemiparagraffen i praksis ikke forhindrer ikke-religiøse mennesker i at kritisere eller tale nedsættende om religion. Paragraffen beskytter – sådan som domstolene har tolket den igennem de seneste mange år – alene mod skænding af hellige skrifter.

Derfor er det en falsk sidestilling, Mchangama laver, når han argumenterer, som om de to sager handler om det samme. Juridisk er det en pærer og bananer-sammenligning, han foretager.

Mchangama vil i ytringsfrihedens navn have statens beskyttelse af de antireligiøse mennesker, der ønsker at urinere på eller afbrænde bibeler og koraner eller på anden måde skænde hellige tekster, mens jeg ikke vil give dem den statslige beskyttelse.

Faktisk står det ikke lysende klart for mig, hvorfor det skulle være en indskrænkning af ytringsfriheden eller den offentlige debat at gå ind for et forbud mod offentlig urinering på eller afbrænding af bibeler, koraner og andre hellige tekster.