De fleste er enige om, at tv-serien ”Matador” udgør værdifuld historieundervisning, og det er såre sandt. Men der er også vigtige ting at lære i efterfølgeren ”Krøniken”, som DR for tiden genudsender – og set i lyset af tidens vestlige politiske bevægelser er det særligt interessant at følge ”Krøniken”.
I lørdags nåede vi frem til året 1969, hvor meget af den mentalitet, der i dag gøres op med, blev manifesteret. Serien rummer en helt vidunderlig biperson. Det er Søren – universitetslæreren, der spilles fremragende af Troels Lyby, og som i en periode er kæreste med fortællingens omdrejningspunkt, Ida Nørregård.
Søren sidder i sin kulturradikale sofa på Østerbro og citerer Sartre og ironiserer overfladisk over selvmordets mulighed, mens han er i fuld gang med at opbygge den ringeagt over for egen civilisation, som vi har kæmpet med lige siden.
Med stor arrogance iagttager han alle de i hans øjne underbemidlede fjolser, der omgiver ham, og som endnu ikke har gennemskuet, hvordan de lider af en indsnævret og småborgerlig bevidsthed. Denne tankegang lever fortsat i blandt os. Man møder den i aviser, i DR, i folkeskolen, ja, såmænd også i folkekirken, og mens livssynet ikke altid kommer til udtryk så nedladende som hos Søren, kan man være ret sikker på, at det grunder i troen på det anti- nationale, globale og minoritetsforher-ligende.
Og mens vi for tiden diskuterer, hvad der ligger til grund for den store trods blandt mange mennesker i USA og Europa – senest udfoldet ved valget af Donald Trump til præsident – kan det kun anbefales at følge med i de sidste afsnit af ”Krøniken”.
Med dem mindes man om, hvordan en stor del af vor tids strømninger skal ses som reaktion på det mere og mere abstrakte menneskesyn, der fra 1968 og frem tog til i styrke sammen med en voksende væmmelse ved egen kultur.
Lige nu oplever vi et slags opgør med de ideologier, der jo ofte i længden viser sig at fungere bedst på teoretisk niveau i et sofahjørne, eftersom mennesket behøver en konkret virkelighed at leve i.
Hvis man sidder et sted i USA og er arbejdsløs på 10. år, bliver man sikkert lidt træt af luftige besværgelser angående vigtigheden af, at den næste præsident bliver en kvinde. Og hvis man i England og Frankrig ser indvandringen dag for dag ændre ens omgivelser, får man måske nok af talen om smuk multikulturel mangfoldighed.
En debattør skrev forleden, at valget af Donald Trump kan ses som en omvendt 1968, hvilket hun begræd. Det er der nu ikke ubetinget grund til, for den Sartre-læsende Søren i ”Krøniken” er ramt på kornet. Han mener at have gennemskuet verden, han smiler sarkastisk af sine bondske svigerforældre, han er sikker på, at fremtiden tilhører ham og hans intellektuelt ligesindede, og havde han været her i dag, ville han indse, at så enkelt var det ikke.
”Krøniken” nærmer sig afslutningen på endnu en genudsendelse, men man kan lige nå at få den sidste lærdom fra 1968 med. Og uden den er det faktisk svært at forstå, hvad der sker omkring os i dag.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.