Jeg har besøgt rigtig mange kirker i mit liv. Noget af det, der har slået mig, er et særligt karakteristikum ved nye kirker: Prædikestolen er altid placeret i gulvhøjde. Ikke noget med, at præsten skal svæve over sin hird i en højt hævet prædikestol. Vi vil ikke tales ned til af autoriteter.
Er man i det muntre hjørne, kan det tolkes derhen, at vi endelig, efter 500 års tilløb, tager Luthers begreb om ”det almindelige præstedømme” alvorligt: Alle vi døbte kristne er præster for Vorherre. Ingen er ”mere” end andre. Den katolske kirkes skelnen mellem de ordineredes og de døbtes præsteskaber var jo roden til et uhyrligt magtmisbrug i den katolske kirkes selvskabte, institutionelle hierarki.
Arkitekterne bag de nye kirkebyggerier har næppe Luther som primær reference. Når præst og prædikestol i de nye kirker ikke længere svæver over menigheden, er det snarere udtryk for tidens generelle opgør med autoriteter af enhver art. Ingen er ”mere” end andre.
Men hvilken betydning har det generelle autoritetsskred for præsteembedet? På positivlisten står, at vi ikke længere betragter præsten som et menneske med privilegeret adgang til Vorherre med alt, hvad det indebærer af magtprivilegier. Men også af misforståede forventninger om, at præsten derfor skal leve et helt særligt dydigt liv.
Autoritetsskredets bagside er til gengæld, at teologien risikerer at blive trængt i baggrunden. Det vigtigste er ikke længere en teologisk funderet forkyndelse af evangeliet, men sjælesorgen, venligheden, omfavnelsen og det sociale.
Jeg er på ingen måde modstander af sjælesorg eller diakoni. Det er tværtimod særdeles centrale elementer i menighedernes liv og vækst, også i et moderne samfund. Pointen er snarere, at alle de gode aktiviteter ikke må ske på bekostning af teologien.
Præsten er fortsat ”særlig” i den forstand, at præsten har en teologisk indsigt. Det er afgørende for den vellykkede forkyndelse, der formår at bygge bro mellem evangeliet og det liv, der leves i dag. Teologien skal ikke bare være på tålt ophold i folkekirken, den skal bogstaveligt talt være i højsædet, også når den bliver besværlig, udfordrende, vanskelig eller tilmed krævende.
Jeg har en helt klar forventning om, at min præst er en teologisk autoritet, hvis forkyndelse, hjælp og vejledning jeg har brug for at læne mig op ad – også selvom han og jeg i luthersk forstand begge er præster for Vorherre.
Luthers opgør var ikke er et opgør med autoriteter per se, men mod autoriteternes magtmisbrug. Vi skal skelne mellem menneskets forhold til Vorherre – og borgerens forhold til institutionerne. Mellem troens sfære og den politiske sfære, selvom Vorherre råder over begge dele. Det personlige ansvar kan vi aldrig afgive eller deponere.
Aarhus Universitet inviterede i forrige weekend borgere, forskere, politikere og sågar Dronningen til MatchPoints Seminar under overskriften ”Reformationen og det danske samfund”. Flere oplægsholdere beskæftigede sig med Luthers opfattelse af begrebet næstekærlighed. Og i dette jubilæumsår kan det være fristende at trække en direkte linje mellem Luthers beskrivelse af næstekærligheden og den moderne velfærdsstat.
Jeg forstår fristelsen, men pas på! For hvad sker der, når man ”afløfter” begrebet næstekærlighed fra troens sfære, hvor det er en fordring og forpligtelse for det enkelte menneske – til den politiske sfære, hvor ansvaret for Næsten overlades til institutionerne? Risikoen er, at vi glemmer forskellen mellem næstekærlighed i kristelig forstand og social sikring i borgerlig forstand.
Der må med andre ord være grænser for, hvad Luther skal lægge ryg til. Kan vi tage vare på vores eget liv, skal vi gøre det. Kan vi hjælpe vores næste, skal vi gøre det. Også selvom vi juridisk har ”ret” til at modtage det ene og det andet og det tredje. Kan vi ikke, har institu- tionerne til gengæld pligt til at yde den nødvendige hjælp.
Et autoritetsforhold handler ikke kun om jura, men også om moral (uha da). En stat kan ikke være næstekærlig og fritage os for næstekærlighedens fordring til os som mennesker. Den kan være økonomisk og juridisk bagstopper for os som borgere. Og det er noget helt andet.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.