Biskopperne Marianne Christiansen, Tine Lindhardt og Elof Westergaard gør sig i kronikken ”Fordi gudstjenesten angår alle” den 26. marts i Kristeligt Dagblad overvejelser om ændringer i gudstjenesteformen. Ved læsning af kronikken aner man hurtigt, i hvilken retning de tre lader vinden blæse.
”Jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du (Gud) vil sige til mig.” Dette er indgangsbønnen til søndagens gudstjeneste. I kronikken omtales den ikke som indgangsbønnen i bestemt form, men som en gammel indgangsbøn, underforstået: Den behøver ikke lyde i kirken om søndagen fremover.
Min mistanke næres af udsagnene: ”den gudstjenstlige tradition (...) må ikke stivne i traditionalisme”, og ”søndagens gudstjeneste kan lære af hverdagsgudstjenester uden fast liturgi”. Jeg har aldrig deltaget i en hverdagsgudstjeneste, så jeg ved ikke, om søndagens gudstjeneste kan lære noget der.
Biskopperne taler for at bryde søndagens gudstjeneste op, da nogle har følt ”ubehag” ved eller ikke føler sig hjemme i formen, det vil sige søndagsgudstjenestens forordnede liturgi. De vil hellere have ”handling” og ”oplevelse” end ”ord” og ”oplysning”.
Bisperne mener, at mange kirkegængere i dag har svært ved at synge med på salmerne, fordi sangtraditionen har ændret sig, og spørger, hvordan salmesangen kan styrkes i fremtiden.
Svaret ligger lige for: ved at synge salmerne under gudstjenester, ikke ved at lade være med at synge dem og i stedet synge popsange med svag eller ingen tilknytning til kristendom. Jeg vil ikke synes om at synge Kim Larsens ”Blip-båt og gud, hvor går det godt” til en gudstjeneste, selvom ordet ”gud” indgår i teksten, godt nok med et lille g.
Christiansen, Lindhardt og Westergaard nævner ikke eventen ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke i februar, men jeg fornemmer, de synes om de fornyelser, den indeholdt.
Selvom organist Søren Andresen og sognepræst Tine Illum ikke har set ”Befri Gudstjenesten”, opfordrer de i Kristeligt Dagblads kronik den 30. marts med den bydende titel ”Reformér gudstjenesten” reformatorer til at lade sig inspirere af teatergudstjenesten.
Andresen og Illum går også i de tre bispers spor, når de skelner mellem tradition og traditionalisme og advarer mod det sidste.
De foretrækker ”kommunikation” i gudstjenesten og advarer som bisperne mod ”mystiske ord eller ritualer, som ingen forstår”. Det kan være ord som ”Helligånd” og ”kalken i bægeret”, de vil have ud, ord, jeg som ikke-teolog også kan have mit hyr med.
Jeg synes dog, at vi skal holde fast i gudstjenestens mystik. Jeg ønsker ikke et foredrag i oplysningstidens ånd, når jeg (grundet gangbesvær for sjældent) deltager i en søndagsgudstjeneste.
Jørgen Grimstrup er lektor, cand.mag.