DEN TYSKE filosof Immanuel Kant startede det store oplysningsprojekt i 1781 med de berømte ord om, at ”vi lever i egentligste forstand i en tidsalder af kritik, som alt må underkaste sig”.
Karl Marx fulgte over 60 år senere efter med en lignende formulering i 1842, omend hans iagttagelse snarere er en kritik af kritikken: ”Først og fremmest forlanger vi af kritikken, at den forholder sig kritisk til sig selv.”
150 år senere, i 1993, er kritikken mere eller mindre demokratiseret, og Michael Walzer konstaterer nøgternt, at ”kritik er en del af hverdagens moralske aktivitet”.
12 år senere, i 2005, besværer Hans Haacke sig over, at kritik og kritikere er kommet under pres, i en samtale med Pierre Bourdieu:
”Det må nødvendigvis forholde sig således, at retten til at ytre sig kritisk, på trods af at den er sikret forfatningsmæssigt, kun betyder noget, hvis befolkningen er parat til at kæmpe for den.”
Og kun fem år senere får vi årsagen til, at kritikken har fået sværere vilkår, da Braedley og Luxton konstaterer:
”Kritiske analytikere tager udgangspunkt i deres bekymring over menneskers sociale deltagelse, velvære og livschancer. Mens neoliberalister understreger, at individer træffer valg, kan vi konstatere, at individer foretager valg under omstændigheder, som de ikke selv har skabt.”
OG ENDELIG FORTÆLLER Hartmut Rosa os i dag, som en af de vigtigste nulevende samfundsteoretikere, at en del af den neoliberale misere skyldes den enorme hastighedsforøgelse, som den neoliberale konkurrence forudsætter. Det gælder om at komme først i mål:
”Tanken om at basere social kritik på en analyse af samfundets tidsvilkår udspringer af det forhold, at tid er et altgennemtrængende element af den sociale tekstur.”
Ja, neoliberalismen er altgennemtrængende, og vi føler os hægtet af.
Nok lever vi i en tid, hvor alt må underkastes kritik, også kritikken selv. Kritikken er imidlertid blevet demokratiseret og gjort til en del af vores moralske aktivitet, men den er også ad neoliberal vej blevet individualiseret. Det er ikke længere samfundets skyld, men din egen, hvis du træffer de forkerte valg.
Kritik og især samfundskritik forudsætter tid til at komme et spadestik dybere end de daglige nyheder. Men tiden er blevet knap, eller ikke-eksisterende, når der konkurreres, og den, der stopper op og giver sin mening til kende, rammes af følelsen af allerede at være sakket agterud.
Det er ikke kun kritikken, der synes at være kommet under et tidsmæssigt pres, der strider mod dens natur, men også vores ydre natur, for Rosa fortæller os også det, vi allerede godt ved, nemlig at kloden ikke kan nå at regenerere i lyset af den hast, hvormed vi driver rovdrift på dens ressourcer. Og det er desværre hastigheden, den er helt galt med, for der forsvinder dyr og planter hver eneste dag fra jordens overflade, ja, i et tempo, vi ikke har set tidligere. Og kritikken? Den er uddøende ligesom plante- og dyrearterne.
MEN DER ER VED AT SKE NOGET. Flere skærer ned på kødet, bliver vegetarer og veganere og sværger mere til en plantebaseret kost, for når det drejer sig om regenereringen af klodens ressourcer og natur, bliver vi simpelthen nødt til at holde op med det enorme overforbrug af kød.
Men er det kritik at stoppe sig med grønt? Samfundskritik? Ja, og ikke kun en individualiseret kritik, selvom man skulle tro, at det er den enkelte, der træffer valg om mere grønt på tallerknen, for der kommer flere og flere og flere til, og man kunne mistænke dem for at være de nye progressive kritikere – de, der har erkendt, at offentlig kritik af biodiversitets- og klimakrisen tilsidesættes, hvorfor der kun er ét at gøre, nemlig at handle på tallerkenen.
Vores politikere er som bekendt flygtet fra klodens problemer, og vi står nu tilbage med et valg om, hvad der skal være på tallerkenen.
Den nye grønne kritikgenre kan ikke kun tilskrives en forbrugerkritik. Den hviler tværtimod på et oplyst grundlag, og konsekvenserne rækker langt ud over de kød- og mælkeproducenter, som går en stille død i møde – for hver gang der købes færre kød- og mælkeprodukter, vokser chancerne for fremkomsten af et nyt samfund, der tackler de reelle konsekvenser af den form for neoliberalisme, der har gjort det til sin primære opgave at udrydde alt liv på jorden.
Ting hænger sammen. Kausaliteten er til at få øje på: En plantebaseret kost kan brødføde flere og give plads til naturgenopretning og skov, der kan sikre biodiversiteten og med tiden binde CO2.
Valget, der ved første øjekast tilsyneladende kun er individuelt, har ud over et bedre helbred nærmest kun samfundsmæssige konsekvenser. Med lidt held vender vi tilbage til Kants oplysningsprojekt, men det kommer an på, hvad der serveres.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.