Politikerne lider af en kronisk politisk berøringsangst, når det gælder mennesker med et handicap. Det bliver ekstra tydeligt, når der som nu er kommunal- og regionsrådsvalg, hvor vi er helt fraværende i valgdebatten. Dermed sender politikerne et politisk signal, som forplanter sig ud i hele samfundet, og som får til følge, at vi som borgere med et handicap bliver mødt med disrespekt i hverdagen, og at vores retssikkerhed og vore borgerrettigheder bliver truet.
Senest har Landsretten sagt nej til, at alle handicappede kan få stemmeret til folketingsvalg, ligesom det endnu ikke er lykkedes at få Folketinget til at vedtage en lov, der beskytter os mod diskrimination af handicappede i det offentlige rum.
Den politiske berøringsangst, når det gælder borgere med et handicap, afspejles i mediernes manglende dækning af og interesse for den overordnede handicappolitik. Vi kan måske fra tid til anden optræde som enkeltpersoner og ofre i artikler og indslag, men ingen stiller politikerne til regnskab, når vores rettigheder trædes under fode.
Når politikerne under valgkampen trækker de velkendte floskler og valgkaniner op af hatten, såsom at ”vi vil forbedre velfærd for de ældre, for børn og unge”, gælder det ikke dem af os, som har et handicap. Vi skal ties og spares ihjel.
JEG KAN KUN TOLKE det som en kronisk, personlig berøringsangst og som manglende politiske visioner for landets mange tusinde borgere med et handicap. Det gælder også min egen partiformand Mette Frederiksen (S), som op til kommunevalget sendte mig og sine andre vælgere et brev med en masse fine ord om velfærd. Som ved tidligere valg var der ikke ét ord om handicappolitik.
Som borger i Holbæk Kommune har jeg forgæves forsøgt få de lokale kandidater til at svare på, om der bliver flere besparelser på handicapområdet, og på, hvad de vil ændre i forhold til den inkompetente sagsbehandling i handicapforvaltningen, som indtil flere gange er blevet underkendt af Ankestyrelsen.
Og Holbæk Kommune er ikke den eneste. Ifølge Børne- og Socialministeriets nye danmarkskort blev ikke færre end 46 procent af kommunernes afgørelser omkring syge og handicappede børn i 2016 omgjort af Ankestyrelsen efter klager. Og i 51 ud af 98 kommuner blev der lavet fejl eller truffet forkerte afgørelser i mellem 50 og 100 procent af sagerne på børnehandicapområdet.
JEG TROEDE, at den næste generation af unge politikere ville indvarsle en ny tid med et andet menneskesyn, men nej. Vi skal helst ikke blande os i debatten. Og når de få, der magter det, råber op på de andres vegne og for eksempel forsøger at få handicappolitikken til at blive en del af temaet i valgkampen, så bliver det – som jeg har oplevet det i Holbæk Kommune – nærmest opfattet som en politisk fornærmelse: Tænk, at vi er så utaknemmelige, at vi tillader os at stille spørgsmål og have mening om, hvordan vi bliver behandlet. Vi får svar, som om vi var uartige børn, eller bliver totalt ignoreret, som om den manglende handicappolitik og den politiske berøringsangst er den enkeltes personlige problem.
Man ønsker åbenbart ikke fra politisk side, at de 11 procent af landets borgere skal være en respekteret og naturlig del af samfundsdebatten eller have de samme borgerrettigheder, herunder stemmeret og retssikkerhed, som resten af befolkningen. Og det på trods af, at mange af os har mand, kone og børn, at vi har en uddannelse og betaler skatter og afgifter til staten og kommunekassen. Vi ligner kort sagt resten af befolkningen, lige bortset fra at vi slås med handicap af forskellig art, og det er nok til, at vi ikke bliver behandlet og mødt med politisk respekt.
Der er intet sket herhjemme, når det gælder politikernes forståelse og respekt for den cirka halve million danske borgere, der har et handicap. Kommunalbestyrelserne er ved at spare de handicappede ihjel, samtidig med at deres forvaltninger blæser på vores retssikkerhed.
Såvel Sverige som Tyskland har vedtaget en lov om forbud mod diskrimination i det offentlige rum.
Jeg håber, at dette er det sidste valg, hvor politikerne kan tillade sig at ignorere os i debatten, så vi på linje med landets øvrige borgere fremover kan blive behandlet med værdighed og respekt. Både før og efter et valg.
Lars Bremer er it-koordinator og har en medfødt lammelse i begge ben.