Jeg var barn i 1970’erne. Dengang der var risiko for atomkrig, og vi var pinligt klar over, at kloden var på katastrofekurs i forhold til klima. Vores generation blev født ind i diskussioner om klassekamp og kønskamp, samt risikoen for atomkrig og syrenedfald.
Vores opdragelse lå i lige linje med generationen før, når det gjaldt om at se på verden med alvor. Men alvoren blev i 1980’erne og 1990’erne udskiftet med ironisk distance til andres ”selvhøjtidelighed”. Intet skulle længere ses som alvorligt. Måske var det også her, at idéen, om at nogen rent faktisk har ansvar, forsvandt?
Ved begyndelsen af 2000’erne var det helt slut med troen på, at der var nogen, der vidste noget eller havde ansvar for noget. Daværende statsminister (2001-2009), Anders Fogh Rasmussen (V), fik sammen med Lomborg sat en stopper for smagsdommerne, og den såkaldt neoliberale idé slog igennem: Enhver skulle være sin egen lykkes smed og nu også ekspert. Slut med fagfolk, som udtalte sig om politik, klima, sundhed og livsførelse. Selfie er indkapslingen af tiden fra 1990’erne til i dag. Men måske er der ved at ske noget.
Corona og klimakamp viser os, at livet er mere alvorligt end den ironi og egoisme, som 1990’erne, 2000’erne og 2010’erne kom op med. Alting er ikke en oplevelse. Der findes faktisk destruktive kræfter i vores samfund, og nogle af dem er en udløber af kapitalismen: Nøjagtigt som man diskuterede det i 1970’erne. Ikke al kapitalisme eller alle erhvervsfolk er ens. Selvfølgelig. Men der findes godt nok nogle meget problematiske kulturer, strukturer og personkonstellationer i blandt andet finanssektoren og også indenfor it-branchen. Selvom det har været nær tabu at kritisere kapitalisme og erhvervsfolk siden 1990’erne, så viste allerede finanskrisen i 2007, at banksektoren i hvert fald ikke tog ansvar for de samfundsmæssige konsekvenser af deres låneformer.
Det var middelklassen, der måtte hjælpe banksektoren (og dermed sig selv) igennem de politiske systemer, som kun kan opretholdes gennem tillid til systemerne. Den tillid findes kun, hvis alle overholder reglerne. Der var imidlertid ingen bestyrelsesmedlemmer, der kom i fængsel i lyset af de horrible udlån for eksempel i Roskilde Bank. Alle blev frifundet. Ingen havde ansvar. Det giver et kollektivt problem, når virksomheder og individer udnytter andres tillid. I størstedelen af disse tilfælde er det middelklassens tillid, som udnyttes. Først og fremmest fordi vi er flest i middelklassen, men også fordi vi er opdraget til tillid og ordentlighed.
Jeg faldt for nyligt over en række amerikanske undersøgelser, som viste, at nogle superrige mennesker fra overklassen har mere til fælles med den såkaldte underklasse, end de har med middelklassen. Såvel disse overprivilegerede megarige som nogle af de underprivilegerede mener, at reglerne ikke gælder for dem.
Hvor middelklassen forventes at overholde fartreglerne i trafikken, at betale regninger til tiden, opdrage børn og sørge så godt som muligt for at de kan klare sig her i livet, så gælder dette, ifølge undersøgelsen, ikke for overklasse og underklasse.
Jeg skal hilse her fra middelklassens midte og sige, at vi er meget trætte af at blive udnyttet i vores tillid til, at ansvarlige aktører tager deres ansvar. Vi er trætte af websites og firmaer, som snyder os. Vi er trætte af parkeringsselskaber ved hospitaler og supermarkeder, som er mere optagede af at stange bøder ud for ussel profit, end den almindelige moral ved at overholde reglerne.
I gamle dage, dengang man som samfund troede på, at destruktive kræfter skal holdes nede, var der paradoksalt nok stadig nogen at ringe til. Sådan er det ikke mere.
Jeg beklager, kære overklasse, teleselskaber, parkeringsselskaber, fordærvede app-udviklere, rådne advokater, bankfolk og lobbyister: Jeres egotrip er forbi. Vi har opdaget, at verden ikke er uskyldig, og at I ikke er søde. I er banditter i habitter, og I saver den gren over, I selv sidder på, for vi er nemlig de fleste.
Det er os, middelklassen, der holder samfundet oppe. Uden os var der ingen veje, I kunne køre på, ingen sygeplejersker til at lappe jer sammen, når I har fået en golfkugle i hovedet, ingen dansklærere til at lære jeres børn at læse, ingen universitetslærere til at give jer en uddannelse. Uden os var I der slet ikke. Så tag jer sammen. Og tag ansvar for, hvordan I behandler jeres kunder og medborgere.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.