JEG FØLER MIG lidt alene med mit ønske om at holde fast ved den oversættelse af trosbekendelsen, vores forfædre lærte af Ansgar, og sammen med dem at bekende, at vi tror både på kødets opstandelse og på det evige liv.
Flere indlæg i debatten gør opmærksom på, at i det kristne udland (i Tyskland, Frankrig eller Sverige), bruger man den samme formulering i begge bekendelser, troen på de dødes opstandelse. Man kan mene, at det er forsvarligt, fordi anvendelsen af ordet kød for at betegne mennesket var et led i kampen mod gnosticismen, som betragtede alt det materielle som urent, noget, som ikke er aktuelt i dag.
Alligevel må vi holde fast ved, at det er bedre at tale om kødets opstandelse end om de dødes. Det er kun legemet, som kan være genstand for opstandelse. Sjælens skæbne omtales i det næste led, som drejer sig om det evige liv. Og vi er både sjæl og legeme, selvom trosbekendelsen beskriver de tos fremtid som forskellige.
Det vil tvinge mig til at rette dette debatindlægs overskrift. ”Eller” skal erstattes af ”og”, og spørgsmålstegnet til slut skal slettes. Ellers ville jeg ikke være lige så god som ophavsmændene til den gamle bekendelse til at huske, at åbenbaringen kom til os igennem to vidt forskellige kulturelle verdener, den jødiske og den græske, den ene, hvor vi fik åbenbaringen om opstandelsen, den anden, som tænkte sig frem til sjælens udødelighed. Det er netop denne dobbelthed, den apostoliske trosbekendelse vidner om ved at knytte opstandelsen til kødet og undgå at omtale det evige liv som noget, vi venter på.
DET ER PUDSIGT at konstatere, at de to forskellige svar på dødens mysterium, opstandelsen og udødeligheden, dukkede op nogenlunde samtidigt, men det tog lang tid at forene dem. Ifølge fagfolk var det i det 4. eller 3. århundrede før Kristus, at læren om opstandelsen dukkede op i Bibelen, da den såkaldte Esajas-apokalypse blev indført i den gamle profetiske bog ”Dine døde bliver levende, deres lig står op” (Esajas' Bog 26, 19).
Og det var nogenlunde på samme tidspunkt, at grækerne udtænkte opfattelsen af sjælens åndelighed og fastslog, at den er udødelig. (Platon levede fra 427 til 347 før Kristus.) Der gik en del tid, før jøderne lærte den græske antropologi at kende, som definerer mennesket som en forening af sjæl og legeme, og det varede endnu længere, før de accepterede, at sjælen må være udødelig, eftersom den er åndelig, men det var blevet en udbredt opfattelse blandt dem allerede et århundrede før Kristi fødsel. Og det er vigtigt at være opmærksom på, at de opfattede de to lærer som supplerende opfattelser, man ikke skulle vælge imellem. Det kommer tydeligt frem hos Paulus, der beskriver vores videre skæbne som en opstandelse (i Første Brev til Korintherne 15), mens det ifølge Andet Brev til Korintherne (kapitel 3 og 5) ser ud, som om sjælen straks forlader sit jordiske legeme for at iklæde sig det herlighedslegeme, som vil vidne om, at Gud har skabt os som nye mennesker.
Den nuværende debat om opstandelsen synes ikke at være opmærksom på denne dobbelthed. Skyldes det, at vi ensidigt lader os påvirke af folkekirkens jordpåkastelsesritual, der siden 1685 gentager budskabet fra Esajas' Bog for os?
Skulle præsten ikke fortsætte med at forkynde, at den sjæl, som indtil nu gjorde alt det jordiske, som ligger i kisten, til et menneskeligt legeme, allerede er nået hjem til Faderen? Vi har Paulus' garanti for, at det ikke er en nødløgn.
Jean-Pierre Duclos, cand.theol. et mag., Liljevej 8, Frederikssund