Hashhandlere og overfaldsmænd diskuterer Jesu opstandelse

Debatten om opstandelsen er også nået til Horserød Arrest, hvor kristne og muslimer diskuterer, så præsten får noget at tænke over, skriver Bjarne Lenau Henriksen

11 varetægtsfængslede og en præst satte sig rundt omkring et bord i Horserød Arrest og fik en snak om opstandelsen. Fængselspræst Bjarne Lenau Henriksen giver et indblik i dybe samtaler blandt kristne hashhandlere og muslimske overfaldsmænd. -
11 varetægtsfængslede og en præst satte sig rundt omkring et bord i Horserød Arrest og fik en snak om opstandelsen. Fængselspræst Bjarne Lenau Henriksen giver et indblik i dybe samtaler blandt kristne hashhandlere og muslimske overfaldsmænd. -

DE TAGER DET nu meget roligt, det med opstandelsen. Ingen udad-reagerende reaktioner. Ingen vredesudbrud og trusler om sanktioner, da jeg nævner Jesu opstandelse fra de døde.

”Skal jeg forstå den legemligt eller åndeligt?”, spørger jeg. ”Det må du da selv om, er det ikke lige fedt?”. ”Det er det da ikke,” siger jeg.

Vi sidder 11 varetægtsfængslede og en præst rundt omkring bordet i multirummet i Horserød Arrest, hvor det store kors ovre fra smedjen aldrig har skabt den mindste form for opstandelse blandt hverken muslimske eller kristne kriminelle. Tilmed hænger det over et alterbord med et knæfald nedenunder og lægger en latent stemning af livets foreløbige evighed over rummet.

”Lige meget hvem vi er, er der altid noget større på færde,” siger den muslimske overfaldsmand. Han kan faktisk godt lide Jesus. ”Altså som profet,” understreger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hver tirsdag klokken 10 konfronteres han med korset. Muslimerne kommer glade og gerne til præst og glæder sig over det forladte kors. ”Uforståeligt med sådan en gud,” siger de. ”Først et hjemløst barn, så op på et dødsfremkaldende kors, så i graven og til sidst ud i den frie, uforståelige og allestedsnærværende intethed. Og så Guds søn!”. De ryster på hovedet. De fatter det ikke.

Og hvad de ikke forstår, kan de ikke tro på.

”Der er ikke grænser for, hvad vi mennesker ikke forstår,” siger den kristne svindler. ”Men det er nu også meget godt at være fri for at skulle forstå alt. Så har troen det bedre. Det kan ligefrem være en lettelse,” påstår han. ”Man kan forstå sig selv ihjel”. Stemmen lyder dyster. ”Især når man har ubegrænset tid til det og tilstrækkelig med isolation og ensomhed.”

Han ved, hvad han taler om. Man kan spekulere, så man bliver så sindssyg, at det er bedst at forlade virkeligheden og holde sig til troen. Man kan mærke det på legeme og sjæl. Begge kan slå knuder på sig selv og hinanden, når de er alene sammen inde i cellen.

”HVORFOR SPØRGER DU os om opstandelsen?”. Min muslimske fange ser på mig med hovedet på sned. ”Sig mig, er du i gang med at rage opstandelsen til dig? Vil du hive sandheden om den indenbords, så du kan sidde helt for dig selv og tygge på den?”.

”Hvad mener du?”. Jeg kigger usikkert på ham.

”Jeg mener bare, at den kristne opstandelse vel ikke er sådan lige til at sætte sig på med forstanden. Så bliver den mast sønder og sammen og kommer ikke ud af stedet. Den mister saft og kraft og bliver til bar død.”

Jeg overvejer, om ikke han har ret. Opstandelsen er ikke éndimensional og fladtrykt forstand, det ved jeg godt. Hvis den var det, var der ingen, der gad fortælle om den. Måske er det dens fremmedartede uforståelighed, der gør os nysgerrige og håbefulde?

Nu sidder jeg her. En grå og regnfuld formiddag i arresten og lytter til en muslimsk fortolkning af den kristne opstandelse! Nu har jeg hørt det med. Han skulle da ellers være et lov og orden-menneske, uden fortolkningsret og fortolkningspligt. Han skal bare adlyde. Og så er det det.

JEG SÆTTER TRUMF PÅ.

”Der står jo skrevet, at graven var tom, det er blevet fortalt masser af gange. Det er også fortalt, at Jesus mødte sine disciple og venner, efter han var død,” siger jeg med fasthed i stemmen og fortæller om vandringen til Emmaus og om fællesspisningen, som blev en trosåbner for dem.

”Han lod dem endda hente evidensbaseret dokumentation for sårene i hænderne og i siden. Thomas måtte overgive sig, da han så dem, sådan virkeligt.”

Den kristne hashhandler stiller kaffekoppen fra sig og kigger rundt på os alle sammen. Han er vant til at operere i tåger, men det forhindrer ham ikke i at se klart. ”Ja, og så vil du vel have, at vi skal tro på, at Jesus smuttede ud af gravhulen med det helt store udtræk, body and soul?”.

”Det tror jeg nok,” siger jeg. ”Men jeg ved det ikke.”

”Nej, netop,” siger den troende hashhandler. ”Du ved det ikke. Du kan tro det. Med risiko for, at den korporlige genoplivning er en faktuel illusion i stil med en lettere hashpsykose.”

”Den risiko løber jeg gerne,” siger jeg selvsikkert. Illusioner er ikke det værste, man har, bare der ikke er nogen, der tager dem fra én.

”HVORDAN ER DET med opstandelsens inderste væsen, ligner den ikke kærligheden noget?”, spørger det muslimske muskelbundt med det tænksomme sind. Jeg kigger forundret på ham. ”Kærligheden er jo lige så ubegribelig. Den kan ikke bevises,” påstår han. ”Den er kun til, når du tror på den. Du kan aldrig vide dig sikker. Og så er kærligheden mellem to mennesker jo også body and soul.”

”Hvad så, hvad skal jeg sige?”.

”Ingenting,” siger han. ”Lad være med at forstå for så derefter at påstå, at du har sandheden. Glæd dig over din affældige krop og din nedslidte sjæl. Og begræns dig til at tro på, at din Gud elsker begge dele. Forstå det, hvem der kan! For sådan siger du jo, at Han er grænseløs og uden hæmninger. Eller er det bare en kristen nødløgn?”.

Vi rydder op efter os. Jeg følger fangerne ud. De skal videre i deres fængselsliv. Den næste halve time leves ud i fitnesscenterets torturrum.

Bjarne Lenau Henriksen er fængselspræst og tidligere chef for Kirkens Korshær