JØRGEN SEJERGAARD stillede mig et spørgsmål i Kristeligt Dagblad den 26. november i et debatindlæg, der udmærker sig ved en teologisk argumentation frem for at komme med beskyldninger og mistænkeliggørelser.
Det spørgsmål føler jeg mig forpligtet på at besvare, men det bliver så også min sidste replik i denne debat.
Jørgen Sejergaard spørger, hvad jeg mener om kanon for kristentroen. Den er primært Det Nye Testamente. Men Jørgen Sejergaard og jeg har forskellige skriftsyn. Medens Jørgen Sejergaard forstår de nytestamentlige tekster som bogstavelige autoriteter, hvorfor han for eksempel ligestiller alle opstandelsesberetninger som lige autoritative uanset modsigelserne imellem dem, ser jeg dem trosvidnesbyrd.
Disciplenes beretninger var trosvidnesbyrd, for deres tro blev skabt i mødet med den opstandne Jesus. Og evangelisternes videregivelse af disciplenes trosvidnesbyrd er også trosvidnesbyrd, der hver især har en interesse i at indfange forskellige sider af den omvæltende betydning, som Jesu opstandelse har.
Deraf opstår så også muligheden, at man kan afveje deres vægt og betydning i forhold til hinanden. At jeg lægger så megen vægt på Paulus' beretning om mødet med den opstandne skyldes, at her finder vi et førstehåndsvidnesbyrd, som må tilkendes stor vægt. Og Paulus fremhæver, at vores opstandelse skal ligne Jesu opstandelse (jf. Rom. 6, 5 og gennemgående i 1. Kor. 15).
Paulus sætter ikke spørgsmålstegn ved den opstandne Jesu legemlighed. Ellers havde han jo ikke kunnet kende ham. Tilsvarende har vi også en legemlighed i opstandelsen, men den er nu engang en anden end vor kødelige legemlighed her og nu.
For den er formuldet i jorden eller brændt til aske. Derfor er vores opstandelse selvsagt nyskabelse, hvorved vi skal blive Jesus lig. Hvad andet? Og legemligheden er af en art, at vi kan genkende hinanden og forsones med hinanden, som Gud forsoner sig med os.
Deri består håndgribeligheden for mig i opstandelsen, som Jørgen Sejergaard spørger mig om, og ikke i, som Jørgen Sejergaard mener, at dette mit kød og dette mit blod håndgribeligt i forvandlet skikkelse opstår - uanset formuldning eller forbrænding.
At påstå det fører ud i absurditeter. Jørgen Sejergaard spørger jo mig endvidere om, hvad jeg stiller op med det skriftsted, vi finder hos Lukas (kapitel 21, 18), at ikke et hår på de troendes hoveder skal gå tabt.
Jeg kunne i første omgang slet ikke fatte, hvad Jørgen Sejergaard mente med det spørgsmål. Jesu ord handler for mig at se om et stærkt billedligt udtryk for Guds store omsorg for sine troende også i forfølgelsestider. Gud taber os ikke af syne.
Men Jørgen Sejergaard bruger det vist som et argument netop for, at vi opstår med det kød og det blod, vi har her og nu.
Men så må jeg ærligt talt spørge tilbage, med hvilket antal hår jeg så opstår - med min ungdoms hårpragt eller min alderdoms sparsomme af slagsen?
Og lad mig så præcisere, at jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved den tomme grav, men et bevis er den ikke. Allerede Matthæus omtaler et rygte, der gik i omløb, at disciplene skulle have stjålet Jesu legeme (Matt. 28, 11 ff.).
Den tomme grav er et tegn, hvis budskab er klart og stærkt. Ved hver begravelse læser jeg Lukas (24, 1 ff.): ”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået.”
Og så til sidst et spørgsmål, vi alle må stille os selv: Er det, at vi i den grad går op i Jesu opstandelse og sammenhængende dermed vores opstandelses hvordan og hvorledes og forfølger egne interesser i stedet for at stole på Gud, altså udtryk for manglende tro på Gud?
P.G. Lindhardt, der på ingen måde benægtede det evige liv, hvad man beskyldte ham for, formulerede det omtrent sådan engang: Gud giver os den fremtid, han under os. Min sjæl, hvad vil du mere, når vi nu tror på, at Gud er kærlighed!
Theodor Jørgensen er dr.theol. og professor emeritus