Opstandelsestro og reinkarnation tilhører forskellige kategorier

Reinkarnationstanken skal ses i sammenhæng med begreber som karma og samsara. Karma er handlingen og dens konsekvenser, samsara er den cyklus af elendige genfødsler, som handlingerne resulterer i. Ingen ordentlig buddhist tror derfor på reinkarnationen i den forstand, at man håber på den, skriver Leif Kongshøj

Ingen ordentlig buddhist eller hindu tror derfor på reinkarnationen i den forstand, at man har tillid til den og håber på den. Tværtimod. Modelfoto.
Ingen ordentlig buddhist eller hindu tror derfor på reinkarnationen i den forstand, at man har tillid til den og håber på den. Tværtimod. Modelfoto. .

I sin kronik om ”Reinkarnation og kristendom - idéhistorisk set” den 19. december antager Lau Sander Esbensen uproblematisk, at opstandelsestro og reinkarnationstanke tilhører samme sproglige diskurs, at der er tale om to indbyrdes konkurrerende teorier om menneskets eventuelle skæbne efter døden.

Men opstandelsestro er netop tro, ikke en teori, der kan efterprøves, lige så lidt som skabelsesberetningen i Genesis er en videnskabelig teori om den fysiske verdens tilblivelse. Om tro er finere, højere, lavere eller dybere end teori, tager jeg ikke stilling til, men fastslår blot, at der er tale om forskellige diskurser, der er indbyrdes inkommensurable.

Med reinkarnationstanken forholder det sig lidt anderledes. Godt nok er det ikke en teori i den forstand, at den kan efterprøves og falsificeres, men det er ikke noget, man i den klassiske udgave tror på, endsige håber på.

Reinkarnationstanken skal ses i sammenhæng med begreber som karma og samsara. Karma er handlingen og dens konsekvenser, samsara er den cyklus af genfødsler, den ene mere elendig end den anden, som handlingerne resulterer i.

Ingen ordentlig buddhist eller hindu tror derfor på reinkarnationen i den forstand, at man har tillid til den og håber på den. Tværtimod: En buddhist tager sin tilflugt til (tror på) de tre juveler Buddha, Dharma og Sangha i håb om at slippe ud af samsara, slippe for den evindelige cyklus af inkarnationer og opnå Nirvana, der er lige så vanskelig at indholdsbestemme som det kristne begreb om det evige liv.

Thi det kan kun bestemmes negativt som fravær af det begær og den uvidenhed, der holder genfødslernes hjul i gang. Ligesom det kristne begreb om det evige liv eller den evige salighed kun lader sig bestemme som fravær af synd og død.

Imidlertid er der forskel på den klassiske reinkarnationstanke, som jeg har skildret, og den moderne vestlige, som Lau Sander Esbensen åbenbart er tilhænger af, og som blev udformet af den moderne teosofis grundlægger Helena Petrovna Blavatsky. Blavatsky kombinerede nemlig reinkarnationstanken med evolutionslæren, så i modsætning til den klassiske tanke i buddhisme og hinduisme går det nu bestandigt fremad.

At kalde denne optimistiske tanke for en ”bedre teori” end opstandelsestroen er en kategorifejltagelse, thi der er tale om en særdeles spekulativ hypotese, og hvorfra ved Lau Sander Esbensen, at han hermed er tro mod ”sandheden og virkeligheden, der er hævet over teorien”?

Lau Sander Esbensen har dog forstået, at man for at være reinkarnationist også må være dualist på den måde, hvor det om Gud siges, at ”legemet ikke er hans idé, men resultatet af Demiurgens (Djævelens) virke”. Menneskelegemet er altså ikke noget, Gud har skabt! En løjerlig idé fremsat af en person, der angiveligt er ”utrolig glad” for at gå i kirke - og så i denne søde juletid, hvor kristne kirker fejrer inkarnationens mysterium: at Gud, den evige Logos, blev kød og har taget bolig iblandt os.

Derpå nævnes også det klassiske theodiceé-problem: Hvordan kan en god Gud tillade det onde? Det enkle svar er, at det tillader Gud heller ikke, det er nemlig syndigt; men det tillader mennesket!

Vi må dog skelne mellem naturlige fænomener som jordskælv, stormflod og sygdomme, som ingen kan gøres ansvarlig for, og så det egentligt onde, som vi mennesker bestandigt tilføjer hinanden. Det er det egentligt onde, det må vi angre og så glæde os over Guds nåde og barmhjertighed, så vi ikke skal gennem 500 inkarnationer som en flue for i et tidligere liv at have klasket en flue!

Men jeg kan sagtens se det konsekvente i dualismen og reinkarnationstanken. Lau Sander Esbensen spørger retorisk imod kristendommen: ”Hvorfor dør børn for eksempel af kræft? De er om nogen uskyldige.” Nej, det er de ikke ifølge reinkarnations- og karmalæren: Disse børn er skyldige, fordi de har været nogle slyngler i et tidligere liv! Det er derfor, de dør af kræft som børn! Men den konsekvente slutning har Lau Sander Esbensen ikke mod til at drage!

Hvad siger kristendommen herom? Ja, der er en historie i Lukasevangeliet (kapitel 13, 1-5), hvor der fortælles om et tårn i Siloam, der er styrtet sammen og har dræbt 18 mennesker. Og det siges, at disse mennesker ikke var mere skyldige end alle andre mennesker, som bor i Jerusalem. Sagt på en anden måde: Det er menneskelivets vilkår, at vi rammes af ulykker, sygdomme og alskens gebrækkeligheder; men vor opgave som mennesker er ikke at spekulere over, hvorfor Gud mon ”tillader” sygdom og uvejr, men at tage hånd om den ondskab, vi selv sætter i verden og selv er ansvarlige for!

Kronikken demonstrerer en tidstypisk og sørgelig uvidenhed om religion i almindelighed og om kristendommen i særdeleshed!

Leif Kongshøj, mag.art., Ladegårdsgade 21 A, 2., Assens