For jeg ved ikke hvilken gang har jeg igen læst Martin A. Hansens novelle ”Påskeklokken”. Den er et stærkt litterært bidrag til at vise, hvad opstandelsestro er, nemlig en tro, der bliver til i den gudstjenstlige sammenhæng, hvor salmer, tekster og en livsnær prædiken bliver til en genopstandelse til livet - og som dernæst kan bæres ud i mødet med andre.
I novellen møder vi Grethe, det moderne og kirkefremmede menneske. Hun forbinder i første omgang blot et fjernt barndomsminde med gudstjenesten. Hendes eksistens er ved at gå i stykker. Men i gudstjenesten rammes hun af ordene om opstandelsen. Og hun må udenfor med det, der nu er virkeligt for hende. Hendes egen lidelse forvandles til tro og mod til livet.
I den noget kaotiske debat om forståelsen af Jesu opstandelse tegner sig to linjer: 1) Påskebudskabet må tolkes på modernitetens vilkår. 2) Eller modernitetens præmisser må ændres i lyset af påsketroen.
Det er lysende klart, at påskebudskabet må tolkes på modernitetens vilkår. Hvad ellers? Men dermed er ikke alt sagt. Tidehvervsteologen Gustav Brøndsted gjorde i en artikel, ”To Verdenssyn - to Sprog”, fra 1955 opmærksom på, at religionens og digtningens sprog - det sprog, hvormed vi tolker vores tilværelse og udtrykker tro, følelser og håb - er, hvad han kalder ”et mytes-sprog”.
Over for dette står logos-sproget, som er det sprog, hvormed vi definerer og analyserer. Det er fornuftens sprog og videnskabens sprog, hvormed vi forsøger at få struktur på vores verden - og magt over den.
Det er netop modernitetens vilkår, at vi har begge sprog. De to sprog er lige nødvendige, men angår altså hvert sit område af den menneskelige tilværelse. Bruger vi logos-sproget til at formidle kristendommen, så bliver det til fundamentalisme. Tilsvarende er en naturvidenskabsmand selvfølgelig uredelig, hvis han vil bekræfte Big-Bang-teorien som værende i overensstemmelse med den bibelske skabelsesberetning.
Når man derfor hævder, at Jesus er fysisk opstanden, eller at evangeliernes beretninger om opstandelsen bærer præg af øjenvidneskildringer, så bruger man en positivistisk tilgang, som er i modstrid med de nytestamentlige teksters egen karakter af trosfortællinger.
Selve påskebudskabet, ”Han er opstanden”, unddrager sig det historisk konstaterbare. Det fremgår af teksterne selv. Men samtidig fortælles der om det under, at en kirke bliver til, idet den forvirrede flok af Jesus-tilhængere forvandles til et fællesskab, der nu bærer opstandelsestroen ud i datidens virkelighed.
Dette budskab bringes så videre i det sprog, som alene kan rumme opstandelsens virkelighed. Og det er fortsat troens erfaring, hvor ordet om den opstandne bliver forkyndt ved døbefonten, når vi samles ved nadverbordet, og når vi hører fortællingerne om ham, der gik omkring og gjorde godt.
Her mødes det historiske med det evige - og vi hører det netop i det sprog, der alene kan formidle underet. Et sprog, der taler til hjerterne, tolkende og befriende uden sikkerhed i det historiske, men netop derved frigjort til at kunne modtages i frihed. Derfor er kravet om en lære eller dogme om opstandelsen, som senest fremført af Marie Høgh i Kristeligt Dagblad den 29. oktober, absurd og uden mening.
Påskens budsjab er håbskabende. Håbet om egen opstandelse har, som Paulus så stærkt har formuleret det, sit udgangspunkt i troen på Jesu opstandelse. Det er håbet om ”kødets opstandelse”, som vi bekender det i gudstjenesten. Og ifølge Paulus' sprogbrug er ”kødet” det syndige menneske.
Menneskets opstandelse er altså menneskets totale fornyelse, og når Paulus skal forklare det for sin menighed i Korinth, når han til sprogets alleryderste grænse. Billeder og metaforer slipper op, og tilbage står hans konstatering. ”Død, hvor er din sejr?”. (1. Kor. 15, 55).
Opstandelseshåbet er en drivkraft for dette liv. Velforståede forestillinger om et gensyn bliver uden betydning i forhold til opstandelseshåbets centrale indhold: at blive forenet med Gud, at Gud bliver alt i alle.
Henning Nørhøj, cand.theol., forhenværende lektor, præst, Leragervej 1, Haslev