DEN NYLIGT AFDØDE digter Klaus Rifbjerg nåede før sin død at færdiggøre en novellesamling, ”Besat”, der så er udkommet - slet ikke tilfældigt - her ved 70-året for Danmarks befrielse. Skrevet med hele Rifbjergs sproglige overskud og med hans fabelagtige evne til at genkalde sig, hvordan det var i Danmark i Besættelsens fem år.
I en af novellerne bruger han den underlige formulering, at de store og afgørende begivenheder i menneskers og landets liv ”må have ord at gå på”.
Ord at gå på - ja, uden sprog og erindring ville besættelse og befrielse være udvisket. Og meget mere end det! Eller for at citere en anden af vore store digtere, der også i sit forfatterskab bestandig har kredset om besættelse og befrielse, Tage Skou-Hansen, der i et essay siger:
”Man husker ting, som måske aldrig er sket, men når man erindrer dem, finder de sted. Og fortæller man dem med styrke nok, kan de virke, som om man har oplevet dem.”
JEG BLEV SELV FØDT i sommeren i 1945. Selv kan jeg derfor intet huske fra dengang. Men i de fortællinger om besættelsesårene kan det synes, at jeg selv har oplevet dem. Årene fik ord at gå på, og en af mine tidligste erindringer er femårsfesten i 1950 for Danmarks befrielse.
Jeg gik mellem min mor og far ned ad hovedgaden i Hoptrup, og min mor fortalte om, hvordan det havde været den majaften i 1945, om pausen i BBC-udsendelsen fra London, tavsheden fra speakeren, og så ordene om tyskernes overgivelse, og naboen, der var på besøg og så fik travlt med at komme af sted. ”Nu skal jeg fandeme hjem,” sagde han på vej ud ad døren. ”Så begyndte det at blæse op,” sagde min mor, ”men vi måtte udenfor og se lysene i vore egne og de andres vinduer.”
Den fortælling gentog sig år efter år, og jeg blev aldrig træt af at høre den, og det var, som om jeg selv havde været dér, selv havde oplevet den aften. Og for hver gang følte jeg en delagtighed i den glæde, der hørte den aften til.
Sådan har jeg haft det siden. Gåsehud, når jeg hørte befrielsessangen ”En vinter, lang og mørk og hård” eller sang med på ”En lærke lettet”.
Bevæget, da jeg - stadig som lille dreng - stod ved stenen i Mindelunden, der også er en lille kirkegård ved Hvidsten Kro, i Mindelunden i Ryvangen, ved korset i Hørbylunde Bakker, hvor Kaj Munk blev skudt, og ved mindestenen for Den Franske Skole på Frederiksberg Allé, hvor mange mennesker, ikke mindst børn omkom - men det var nødvendigt, at engelske fly bombede Shell-huset, så Gestapos begyndende optrevling af modstandsbevægelsen blev standset.
Erindringen, både den individuelle og den kollektive, er forudsætningen for taknemmeligheden, at vi i dag nyder det privilegium, at vi lever i et frit land. Den kollektive erindring har ikke de bedste vilkår nu om dage, hvor historieundervisningen i skolen må vige for uendelige fysiske udfoldelser, så kroppen kan være i god form. Det betyder åbenbart mindre, i hvilken form hjernen og den historiske bevidsthed er.
DEN 4. MAJ lyttede jeg til middagsradioavisen og troede ikke mit eget øre, da speakeren to gange fortalte, at der samme aften ville være en mindehøjtidelighed i Mindelunden i ”Ryparken”, som der blev sagt. DR har ganske vist siden beklaget, men det ændrer intet ved, at uvidenheden kan være så stor, at et næsten mytologisk sted i vores fælles historie er udvisket.
Poul la Cour - den nu desværre glemte digter - skrev i 1946, at de, der havde kæmpet for Danmarks frihed, havde kæmpet også ”for det, der er større end frihed: Ret til at modtage den”. Og det er jo altid spørgsmålet, om vi har ret til at modtage friheden. Om vi har brugt den på den rette måde.
Vi har drevet det vidt i Danmark siden dengang. Skabt et velstands- og velfærdssamfund, som store dele af verden vil misunde os. Men hvis vi tror, at så er alt godt, så er vi naive eller ufølsomme.
Somme tider får jeg den tanke, at kirken er et af de få steder, hvor erindringen fastholdes. Kristendommen er som en historisk religion selv erindringen om det afgørende og indeholder derfor også erindringen om nederlag og skyld. Enhver idyllisering er i kristendommens lys udelukket.
Den norske digter Arnulf Øverland, der selv endte i kz-lejr for sin kamp mod nazismen, skrev engang et digt, ”Om at leve ret”:
Noget er større end dig. Der er bjerge med sne.
Der er dyrere ting end dit liv. Du skal kæmpe for det!.
Men du skal ikke trampe på den, som er sunket i knæ!
Du skal ikke dømme den, som er sunket i slam!
Du skal si' til dit hjerte: Denne gang var det ham.
Og så skal du bøje dit hoved i sorg og skam.
Ja, der er stadig noget at skamme sig over, også i Danmark. Og frihed er også at vedstå sig skammen og dermed gøre sig fortjent til friheden, og hvis kirken tør leve op til sin forpligtelse, fastholder den også skammen og dermed menneskelighed og værdighed.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, biskop over Århus Stift, Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye