Det var formentlig højreekstremistisk propaganda, der drev den norske massemorder til sit uhyrlige forehavende fredag den 22. juli 2011. En totalt forblændet tro på, at han ved at bombe og dræbe kunne beskytte Europa mod islam og multikulturalisme.
Hvilken vildfarelse!
Det er også ord, der må give udløb for vrede og sorg hos de 76 dræbtes efterladte. Og som prædikanten ved højmessen til minde om de efterladte udtrykte det i Oslo Domkirke søndag den 24. juli: Ord kan ikke beskrive vor sorg. Alligevel må vi ty til ord for at trøste.
De kan lindre smerten.
For selv om terrorhandlingen med bomben i Oslo og massedrabet på Utøya overstiger enhver beskrivelse, må vi sætte ord på for at komme videre. Ord er afmægtige, og alligevel har de magt til at både forbande og velsigne. Det skrev allerede en af Ny Testamentes forfattere i Jakobs brev, kapitel 3:
tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse.
Når chokbølgerne har lagt sig efter det uhyrlige blodbad i Norge, og både pårørende og os andre berørte reflekterer over begivenhederne, må vi besinde os på ordenes magt. Vi må alle passe på vor retorik, for hvis dikotomien os og dem får en ekstra tand, kan det afføde destruktive handlinger. Vi må tvært imod bruge sproget til det, som apostlen Paulus udtrykker det, tjener til opbyggelse.
Selv om vi kun ser verden ud fra hver vores arkimediske punkt, selv om vi selv kun kan fatte og føle en brøkdel af de efterladtes smerte, og selv om ordene er stærkt afgrænsede i betydning og tolkning, må vi alligevel prøve at lytte, mærke, forstå, bekræfte, trøste og opmuntre så godt vi kan. For ord definerer, kategoriserer og lagrer de ufattelige minder. Og dermed læger de sindet.
Og så kan vi bruge ord til at lette hjertet og i hvert fald gøre noget for de norske sørgende selv om de er langt væk. Ord kan formuleres i bønner, rettet mod den Gud, der er hinsides alle begrænsninger. Jakob skriver igen i sit brev, kapitel 5:
Lider nogen blandt jer ondt, skal han bede; er nogen glad, skal han synge lovsange; er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældst, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er.
Gennem bøn letter vi smerten hos os selv og kanaliserer lindring til alle de, der netop lider den værste smerte af alle: at miste et familiemedlem.
Jo, også afmægtige ord har positiv magt.