Prøv avisen
Mediekommentar

Ord på selvmord

Mikkel Frey, tv vært, der som barn mistede sin far til selvmord. Foto: Leif Tuxen

Selvmordets mørke gåde er også menneskesindets gåde, og selvom der sommetider kan anføres meget konkrete årsager til selvmord, så stiller selvmordet spørgsmål ved livet, skriver Jesper Bacher

”FÆDRENE SPISER sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.” Sådan lød det bibelord, som dukkede op, da jeg søndag lyttede til et afsnit af ”Selvmordstanker med Mikkel Frey Damggard” på P1. En udsendelsesrække, hvor Mikkel Frey Damgaard stiller sig selv og læserne det uhyggelige spørgsmål: Kan man arve et selvmord?

Studieværtens far begik nemlig selvmord som 38-årig, da Mikkel Frey Damgaard var otte år, og sønnen kendte kun alt for godt til frygten for at arve selvmordstrangen. Faderen var en succesrig læge på Rigshospitalet. Gådefuldt og uventet tog han sit eget liv med piller, og Mikkel Frey Damgaard kunne i mange år ikke frigøre sig fra tanken om, at faderens skæbne også skulle blive hans og troede sig draget mod døden – som beskrevet her i avisen den 10. juni.

Et svært og tungt emne, og selvmord er en del af mange familiehistorier. Selvmordets mørke gåde er også menneskesindets gåde, og selvom der sommetider kan anføres meget konkrete årsager til selvmord, så stiller selvmordet spørgsmål ved livet. Selvmordet er selvsagt den ultimative selvdestruktion, men også vidnesbyrd om mennesket som åndsvæsen.

Den, som tager sig eget liv, hæver sig over noget så basalt og biologisk dybfølt som overlevelsesinstinktet. Det er menneskers adel, og det er menneskets byrde, at vi ikke bare kan leve, men må føle mening med at leve. Meningen behøver ingenlunde at være særlig gennemtænkt eller velartikuleret, bevidst eller reflekteret, men når den for alvor skrider, så skrider alt.

Selvmorderne – ser vi bort fra dem, som ofrer sig for, at andre skal leve – udfordrer selve meningen med livet. Det er den franske forfatter Albert Camus, som formulerer sagen på denne måde: ”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige (…) er legeværk.” ”Selvmordtanker med Mikkel Frey Damgaard” var heller ikke just legeværk, men livsbekræftende alvorstanker.

MIKKEL FREY DAMGAARD samtalede med Mads Holgers lillesøster, Pippi Olivia Nørgaard Madsen, som fortalte om sin brors selvmord. Levemanden, forfatteren, debattøren og bachelor udi teologien Mads Holger turde være den læsende offentlighed bekendt, og han tog netop sit eget flamboyante liv i fjor i en alder af kun 38 år, som det også var tilfældet med Mikkel Frey Damgaards far. Lillesøsteren fortalte om sin beskyttende og kærlige, men også kantede og besværlige storebror, hvis fravalg af livet hun respekterede trods sorg og savn.

Mads Holger var med hendes ord for ”sårbar for det her show, han havde gang i”. Mikkel Frey Damgaard og Pippi Olivia Nørgaard Madsen udvekslede de tunge minder og talte med frimodighed ud fra deres personlige bekendtskab.

”Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder,” hed det i Bibelen, men der profeteres efterfølgende, at sådan skal man netop ikke sige mere. ”Enhver skal dø for sin egen synd.” Og således skal ethvert menneske leve sit eget liv og dø sin egen død, måske for egen hånd. Man kunne dog også se livet som en betroelse, man ikke kan smide væk, fordi det grundlæggende ikke er ens eget. Selvmordere er tragiske selvejere.

Jesper Bacher er sognepræst.