16. søndag efter trinitatis
Johannesevangeliet 11, 19-45
Her ved indgangen til den mørke tid hører vi i kirken om Lazarus’ opvækkelse og erindres om, at selvom der er et halvt år til påske, så står opstandelsen som et fortegn for alle årets dage, og vi kan gå mod vinter i tillid til Gud og i tro på, at vores vinterhjerter skal leve i hans hænder.
Det begynder i den lille by Betania. Det begynder med et hus i sorg. Lazarus er død, og da Jesus ankommer til byen, møder Lazarus’ søster, Martha, ham med ordene: ”Hvis du havde været her, var min bror ikke død!” Der er måske en vis bebrejdelse i hendes stemme, og i hvert fald misforstår hun, da Jesus siger til hende, at Lazarus skal opstå. For selvom Martha tror, at Lazarus skal opstå engang, så er der længe til den yderste dag, mange dage, uger og år, hvor hun må savne ham. Sådan som vi alle må savne dem, vi har holdt af, men som nu er døde. Så da Jesus spørger Martha, om hun tror på, at han er opstandelsen og livet, svarer hun med en lidt undvigende trosbekendelse; ”Ja, Herre, jeg tror, du er Kristus, Guds søn, han som kommer til verden.”
Men da Jesus vil have stenen væltet fra graven, bliver hun forskrækket. Hun ved, at et lig går i forrådnelse og stinker, og konfronteret med virkeligheden kan hun ikke holde fast i troen på Jesu ord om opstandelsen. Men Jesus kalder ind i gravmørket, og Lazarus kommer ud, og hun ser ham, og han lever.
Da den engelske dronning Elizabeth for godt et par uger siden blev bisat fra Westminster Abbey, indledtes højtideligheden med Jesu ord til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Ordene bliver ofte læst ved bisættelser, og de lyder aldrig stærkere end ved en kiste: De er som en trodsig bekendelse til livet ansigt til ansigt med dødens kulde og tomhed.
Lazarus’ opvækkelse kaldes i Johannesevangeliet for et tegn, men når vi hører og tror Jesu ord til Martha bliver tegnet til et løfte om Guds magt og nåde, så vi kan mindes vores døde – ikke som de var i døden, men som de var i livet, og som de er hos Gud til den yderste dag, hvor alt bliver ét i ham.
Lisbeth Smedegaard er pastor emerita.
"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.