”De sagde ikke noget til ham, for de så, hvor store hans lidelser var.”
Jobs Bog 2, 13b
Meldingen om Jobs lidelser nåede vidt omkring. Hans tre venner hørte også om al den ulykke, der havde ramt ham. De beslutter sig for at besøge Job og at trøste ham. De sætter sig ned ved siden af ham og deler først hans sørgmodighed i tavshed. Denne tavshed varede i syv dage.
Hensigten med at møde op hos Job var ganske givet et udtryk for ægte kærlighed. De ville vise medfølelse. Mødet med Job var imidlertid en ret chokerende oplevelse, for Jobs alvorlige sygdom gjorde, at de ikke straks kunne kende ham. De brast i gråd, flængede deres kapper og kastede støv på hovedet. Alt dette er et synligt udtryk for, hvor stor deres medfølelse var.
Flere stærkt udfordrende spørgsmål glider ind i hinanden: Er Jobs lidelser et resultat af hans egen synd? Skal deres årsag findes i, at Gud på en eller anden måde vil vise sin retfærdighed i en verden fuld af ondskab? Måske som svar på svigtende fromhed? Straf for selvretfærdighed og stolthed?
Det er forkert at beskylde Job for at have begået en synd eller at være selvretfærdig på en måde, som gjorde hans lidelser nødvendige, og som Gud sendte over ham. Men Job var en Guds tjener i anfægtelse. Og denne anfægtelse tog kun til i styrke efter de første dage med tavst nærvær.
Vennerne beder ham om at acceptere sin skæbne. Det er din tro, der bliver testet. Du må bare stå alle prøvelserne igennem. Job bliver efterladt ganske alene i sin forbitrede og utrøstelige situation.
Efterhånden bliver vennerne endda mere kritiske over for Job. Han må simpelthen bare medgive, at hans lidelser skyldes hans egne fejl, og at de først vil fortage sig, når han indser dette. Han ydmyges ligefrem af sine såkaldte venner.
Job fastholder, at han er retfærdig, men at han må lide her på Jorden. Han tror på, at han efter døden skal retfærdiggøres, fordi hans løser lever. Det er i yderste forstand den utrøsteliges trøst.
Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.
"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.