”Da sagde Job: Det har jeg hørt mange gange! I er elendige til at trøste.”
Jobs Bog 16, 1-2
Det er en kunst at give den rette trøst. Det er vanskeligt at vide, hvordan vi for eksempel bedst kan være sammen med den sørgende i sorgen. Den nærliggende fristelse ligger i ønsket om at fjerne eller at forsøge at mindske sorgen.
Sorgen er den sørgendes retmæssige ejendom. Sorgen er smertelig og privat. Modsætningsfyldt lyder det måske, men sorgen er faktisk en del af en personlig helbredelsesproces, der varer livet ud. Sorg tager tid. Men det kan også tage lang tid at lytte sig ind på og forstå et andet menneskes sorg og smerte.
Jobs venner var elendige til at trøste. Der var nærmest ingen ende på de lindrings- og trøsteforsøg, som de gav sig af med. Job forklarer meget direkte, at der ingen ende er på deres tomme snak. Det fremgår af Jobs svar på Elifaz’ tale forud for dagens ord (Job 16, 3).
Elifaz’ lange tale var fyldt med såkaldte visdomsråd og en beskrivelse af den gudløses ulykke. Det ser ud til, at Job også bliver bebrejdet at komme med snak, der er helt hen i vejret. Job har åbenbart været stærkt skuffet og vred, så nu får han læst og påskrevet.
Elifaz gør nærmest nar ad Job, fordi han opfatter hans selvforsvar for luftig tale. Det stiller ham i en dårlig position over for Gud. Jobs forsøg på at forsvare sig over for Gud og mennesker vil overhovedet ikke gavne ham, får han at vide.
Venners hensigt har været god, men Job har måttet lægge øre til alt for meget. Det har ikke givet ham nogen hjælp og trøst. Jobs smerte er blot blevet større og stærkere. Vennernes forsøg på at trøste ham har gjort ondt værre. Deres hjælp har ramt helt skævt.
Elifaz’ egen opfattelse var, at han talte til hjælp og retledning til Job. Trøsten var en Guds trøst til Job (15, 11). Men Job var ganske uenig. De var alle elendige til at løse opgaven.
Når der med forpinthed søges efter lindring og svar, hvordan trøster du da på rette måde?
Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.
"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.