Ordet: Giv dig rig

"Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt."

Paulus' Andet Brev til Korintherne 9, 8

Har du smagt og set, at Herren er god? For kun den, der har smagt, ved, hvor god Herren er. 
Jeg rejser spørgsmålet i tilknytning til dagens ord, som hører til midt inde i fastetiden. I samme forbindelse finder vi blandt andet beretningen om bespisningsunderet ude i ørkenen, som vi kan kalde festen i fasten. Hvor det for øvrigt fremgår, at mange kun er optaget af det, de ser på overfladen, det fysiske brød, men hvor Jesus med sit tegn ønsker, at de skal se ham som brødet fra himmelen, som livets brød, og at han har bragt den frelse nær, som varer ved til evigt liv. 

Paulus afslører det helt afgørende med tanke på vort eget liv, også her og nu: Gud giver rigeligt. Han giver alt, endda overflod til at gøre godt. Paulus kommer med en opfordring til korintherne om at give en klækkelig gave til menigheden i Jerusalem. Det gør han med en reference til den tætte sammenhæng, der er mellem at så og at høste. Pointen er, at der er knyttet en velsignelse til at give rigeligt i gave. 

Den, der giver rigeligt, modtager rig velsignelse for sin gavmildhed. Men de skal give med glæde. Enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver (2. Kor. 9, 7). 

"Paulus ønsker ikke, at korintherne skal yde bidrag til kollekten med det gustne overlæg, at den, der giver meget, uden videre vil få mangedoblet sine egne ressourcer. Pointen er snarere, at det ikke vil være en belastning for korintherne at give en rundhåndet gave til Jerusalem-menigheden" (Peter V. Legarth).

Et sig selv nok-perspektiv øger bekymringsniveauet betragteligt. Det omvendte blik hedder: Giv dig rig! Det er en sand nåde at give. En stor velsignelse er gemt i gavmildheden. Du kommer ikke til at mangle noget. Tværtimod, du vil få alt, også til al god gerning. 
   
Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.