Ordet: Lyset skinner i mørket

"Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene."

Matthæusevangeliet 5, 16

I Hinge Kirke, hvor jeg havde mit virke gennem 30 år, er der et særligt sted på prædikestolen, hvor disse ord står i en lidt ældre udgave.

"Lader saa Eders Lys skinne for Mennesker," står der i den inderste, mørke krog.

Det er i sig selv ganske sigende, da lyset jo netop skinner i mørket. Jo, lyset fra Gud skinner og rammer et menneske, som så reflekterer det. Som månen reflekterer solens lys, når lyset rammer den. "Selv var han ikke lyset," står der om Johannes Døberen (Joh. 1, 8), og det samme kan
siges om dig og mig.

En præst ville vise det, da han stod på prædikestolen. Han holdt sit ansigt helt hen til den lille lampe, som oplyser manuskriptet, og alle kunne se, at hans ansigt begyndte at lyse. Opgaven er altså ikke, at vi selv skal tage os sammen for at lyse. Det vil aldrig lykkes for os, for der er så meget mørke i os. Men holder vi os nær til ham, som er verdens lys, nemlig Jesus Kristus, vil hans lys også få os til at skinne.

"Gud give os at skinne så som himmellys, skønt af de små," synger vi i en morgensalme (Den Danske Salmebog, nummer 752), og sådan er det for dem, som er hellige.

De er mærket med korsets tegn og reserveret Gud. "Hun levede korstegnet", stod der før i tiden på en gammel gravsten på Nexø Kirkegård. Sådan er det for den, som er helliget Herren. Når vi ser lyset skinne fra andre, er det Gud, som skal lovprises og takkes.

Personligt har jeg en hel stribe, som jeg tænker på i den forbindelse. Mennesker, som Gud brugte, for at jeg skulle få øjnene op for hans herlighed!

"Lyset skinner i mørket", er overskriften for denne andagt, og så er det godt at tænke på, at selv det mindste lys har magt til at få mørket til at vige. Lukker du døren op til et mørkt værelse, er det lyset, der strømmer ind i mørket og ikke omvendt.

Der er rigeligt med mørke i denne verden, og vi har selv været skyld i det. Men mørkets overvinder er kommet. Tror vi på ham, får vi lov til at være hans nu og i al evighed.

Frede Møller er pastor emeritus. 

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.