Ordet: Når bibellæsningen går i stå

”Forstår du også det, du læser?”.

Apostlenes Gerninger 8, 30

Ofte møder jeg mennesker, som er daglige bibellæsere, men som giver udtryk for, at det sommetider er svært. Især når det gælder tekster fra Det Gamle Testamente. Hvordan skal man dog forstå disse gamle ord fra profeten Esajas? Hvordan får jeg et åndeligt udbytte af at læse en beretning, der handler om krig og ødelæggelse?

Nej, det er ikke altid så let, og det kan sagtens gå sådan, at jeg i stedet dropper den daglige bibellæsning eller vælger noget andet, som er lettere tilgængeligt. Et afsnit fra Salmernes Bog for eksempel eller måske nøjes jeg med et lille andagtstykke?

Dronning Kandakes hofmand, en slags finansminister, havde det lidt på samme måde. Han havde været en tur i Jerusalem og var nu på vej hjemad. Etiopien var dengang navnet på et rige i det nuværende Sudan, og ikke langt herfra var der en jødisk koloni. Mange har nok haft kendskab til jødisk tro og religion og måske været draget af det?

Hofmanden var nok en af dem og tog til Jerusalem for at være med ved en af de store højtider. Her har han anskaffet sig en af de kostbare bogruller, som han nu sidder og læser. Det var almindeligt, at man læste højt, og det hører Filip. ”Forstår du også det, du læser?”, lyder spørgsmålet.

Hofmanden indrømmer ærligt, at det er svært. Han er kommet til kapitel 53 hos profeten Esajas, og han læser efter den græske oversættelse, som ofte afviger fra den hebraiske. Stedet handler om Herrens tjener, der er som et dyr, der føres hen for at slagtes, men som i sin fornedrelse bliver befriet.

"Hvem i alverden handler det om?", spørger hofmanden. Jøderne ventede ikke en lidende, men en sejrende Messias. Takket være Filips vejledning åbnes hofmandens øjne, så han forstår meningen, og det fører til dåb og nyt liv for ham.

Når vi går i stå i bibellæsningen, må vi også lade os vejlede af andre. Der findes gode kommentarer, og man kan abonnere på "Bibelnøglen" og dermed få en kort forklaring, som kan hjælpe, så vi ikke går i stå.

Frede Møller er pastor emeritus.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.