Ordet: Send ham væk

”Da svarede Jesus ham: 'Vig bort, Satan!'.

Matthæusevangeliet 4, 10a

Her midt inde i fastens tid er der fortsat brug for både besindelse, kritisk stillingtagen og – ikke mindst – troens hengivelse.

Teksten om fristelsen af Jesus i ørkenen rummer væsentlige aspekter om både forsagelse og troens bekendelse. Begge dele er godt at reflektere over i fastetiden.

Den kritiske, gennemtænkte forsagelse af Djævelen og alt det onde kan der være behov for i vort eget liv. Og troen har brug for tilsvarende at blive fodret og skærpet.

Jeg husker fra mine helt unge år, at en god ven understregede dette: Djævelen gør meget ud af at benægte sin eksistens. Kan han få os til at tro, at han ikke eksisterer som Guds modstander som frister eller manipulator, og at han dermed ikke er årsag til det onde, har han opnået et væsentligt mål. Han vil nemlig hellere virke som lysets engel, denne verdens fyrste, altså give sig til kende gennem dragende skønhed og pragt.

Det er lidt svært at forestille sig dette "djævelske" væsen, som vi forsager ved hver eneste gudstjeneste her i landet: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” I parentes bemærket: Det er særligt Grundtvigs fortjeneste, at forsagelsen indtager en så central betydning i kirkens gudstjeneste; et ja til den treenige Gud forudsætter et klart nej til Djævelen.

Jesus gennemskuede Djævelen og så ham, som han virkelig er: al ondskabs ondskab og alle rædslers rædsel.

Tidligere var man måske for hurtig til at udpege de steder, hvor Djævelen havde været i spil. I dag er vi måske modsat blevet alt for indkapslet i forsigtighed. Vi har dog en klar fornemmelse af, at vi kan se ondskaben i alt fra narko til selvmordsbomber og gidseldrab. Men vi er mindre opmærksomme på ondskabens blandinger, hvor hovedingredienserne er løgn og vrøvl, og at der fortsat findes meget ondt dybt inden i os selv.

En befriende hjælp kan gemme sig i denne ordskarpe disput: ”Vig bort, Satan!”. ”Fri os fra ham. Send ham ad Helvede til.”

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.