"Det er godt at vente i tavshed på Herrens frelse."
Klagesangene 3, 26
Der sker meget godt i stilheden. I den møder vi en gavmildhed, der bidrager til dannelse og åndelig vækst i ethvert menneskes liv. Derfor skal vi være varsomme med at afbryde stilheden.
Men hvorfor er stilheden et gavmildt sted? Under vandringen i den smukke natur kan lysten til at finde hen til det stille sted i græsset eller det blålige mellemrum mellem stenene melde sig. Eller lysten vækker dig til fordybelse. Måske endda til kritisk overvejelse om visse prioriteringer i livet: at vi ikke får gjort det, vi egentlig burde, fordi der altid er noget, vi skal gøre først. At vi svigter forpligtelserne i forholdet til de nærmeste.
Omvendt er min erfaring også, at meget af verden forsvinder, når jeg bevæger mig ind i stilheden. Eller stilheden lever sig ind i mig, hvor jeg bliver tvunget til at tænke nærmere over noget, som jeg i en rum tid ikke har skænket en tanke.
Der er meget, der vil stjæle stilheden fra os i dag. Mange omgiver sig rent faktisk med larmende uro.
Søren Kierkegaard skriver, at vi "indtil Taabelighed" får fortalt, at "det Høieste er ikke at leve i Stilheden". Det skaber forvirring i og omkring os, når vi lytter til tåbelig snak. Han gør da også opmærksom på, at der er noget, som kun kan blive os til del "i Enkeltheden, i Eensomheden, i Stilheden".
Måske skal vi føres hen til det tysteste sted på jorden for at kunne høre det, vi ikke kan sige os selv. Det allervigtigste af det rammes ind af dagens ord: "Det er godt at vente i tavshed på Herrens frelse." Eller som i en tidligere oversættelse: "Det er godt at håbe i stilhed på Herrens frelse."
Meget forsvinder fra vort liv, hvis de almindelige, selvskabte forstyrrelser eller den megen larmende uro skriver vort livs dagsorden. En øredøvende stilhed i juleventetiden er derimod løfterig: At håbe i stilhed på Herrens frelse kan låse og lyse op for en gave så stor.
Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.