Ordet: Troens lydige skridt

”Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.”

Brevet til Hebræerne 5, 8

Troens skridt tager sig ikke altid ens ud. Lydighedens vej er heller ikke ensartet.

Der er mange nok så vanskelige lærestykker i beretningen om Jesu fristelse (Matt. 4, 1-11). Troens lydige vej er for eksempel ikke en selvfølgelig sag for os mennesker. Denne opgave passer os ikke rigtig.

Et eksempel med inspiration fra Jesu møde med Djævelen ude i ørkenen kan dokumentere det:

Vi er tit ferme til at gøre brug af løsrevne skriftsteder, jævnfør fristerens brug af Skriften. Med dette arsenal af skriftsteder kommenterer vi alt muligt, men vi graver ikke selv i Skriften. Vi vippes af pinden, fordi vi ikke selv er grundfæstede nok. Derfor svigter vi det oplagte, lydighedsprægede svar: Jamen, der står også skrevet.

Der står for eksempel også skrevet i Hebræerbrevets udlægning:

Jesus måtte blive et sandt menneske med alt, hvad det indebærer. Det var en forudsætning for hans gerning. Han fik del i kød og blod og gik ind under forgængelighedens vilkår som os.

Som sandt menneske har Jesus i sit jordeliv sendt indtrængende bønner, inklusive med skrig og tårer, til den Gud, der kunne frelse ham fra døden. Og Jesus blev bønhørt for sin gudsfrygt og lydighed, selvom han ikke blev frelst fra døden. Tværtimod måtte han i lydighed mod Guds vilje gå hele den tunge gang gennem lidelse og død.

Jesus bliver ophøjet gennem fornedrelse og død. Ophøjelsen følger af Jesu lydighed helt ind i døden. Af alle de lidelser og smerter, som Jesus måtte gennemgå, lærte han den fortsatte lydighed mod Guds vilje.

Skønt han var Guds egen søn, måtte han alligevel lære lydighed gennem det, han led. Lidelsen – med alle dens prøvelser og trængsler – var en følge af lydighed. Han underkastede sig Guds vilje, hvilket er et lærestykke af dimensioner for os, der ofte er præget mere af synd og ulydighed.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.