Ordet: Undervejs under nåden

”Da sagde englen til hende: 'Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud'.”

Lukasevangeliet 1, 30

Jeg kender selv til troens forstandskamp, men jeg kan godt følge Chestertons påstand: Det er vigtigere at få hovedet ind i Himlen, end det er at kunne få Himlen ind i hovedet.

Guds Søn skulle blive menneske i jomfruens moderliv ved Guds indgreb. Maria blev udvalgt til at lægge krop til. Men hvorfor skulle det ske på denne måde? Det er, fordi Maria ”har fundet nåde for Gud”.

Var det hendes helt særlige beskaffenhed eller status? Gjorde der sig noget helt specifikt gældende i hendes liv, der styrkede hendes forudsætninger for at løse opgaven?

Nej, årsagen skal vi ikke finde i hendes gerninger, karakter og væsen. Det er svært at finde dokumentation for. Årsagen er, at Maria fik nåden forkyndt ind over sit liv. Hun sagde ja til at være Herrens tjenerinde. Hun stillede sig til rådighed for Gud.

Her er vi alle stillet lige: Vi får Guds nåde foræret. Alle er vi under benådning. I evangeliets perspektiv bliver der kaldt på os, nemlig om at opholde os på samme sted: dér, hvor Guds nådes lys falder. Vi lever i og af dette lys.

På Mesnalien kirkegård i Norge ligger forfatteren Sigrid Undset og to af hendes børn begravet. På forsiden af det smukke sortmalede jernkors på gravstedet står hendes navn, men på bagsiden står efter hendes eget ønske de ord, Jomfru Maria sagde til englen: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde.”

Hun ønskede ikke, at det skulle stå der, fordi hun ville sammenligne sig med Maria, men hun havde et ønske om at blive placeret sammen med andre almindelige mennesker.

Det er værd at tænke på, at det guddommelige bringes ned og ind imellem almindelige mennesker. Gud er nær hos hvert et menneske. Med sin nåde, sit liv.

Bevidnelsen med ordene ”Se, jeg er Herrens tjenerinde” er stærk forkyndelse til den enkelte: Du har fundet nåde for Gud, hans kraft skal overskygge dig, han skal leve og gro hos dig – i dit liv.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.