ORD OG SPROG er ligesom tiden og vi selv i stadig bevægelse og forandring. Et særligt problem er de underforståede udtryk. Som når min bonusdatter her i efterårsferien siger, at de på hendes efterskole har bollepause to gange om dagen. Kan ny-danskere mon umiddelbart forstå vendingen, de kom gående med hinanden under armen?
Jo, sandelig er det indlysende rigtigt, at ords betydning er deres brug i sproget (Wittgenstein), da betydningen og brugen af ord ikke ligger støbt i beton, men skifter med tid, sted og situation. Det gælder så meget mere for meget gamle ord og vendinger, at i dag er vi nødt til at sige noget andet for at sige det samme, som én gang er blevet sagt (jævnfør forordet til de aktuelle Haderslev-artikler).
Dette elementære vilkår er der vist nogle, der let kommer til at overse, når man i en debat slår ind på det sprog, der tales, bedes på eller synges i kirken eller læses i Bibelen og folkekirkens bekendelsesskrifter. Som nu, hvor sognepræst Henrik Bang-Møller tager til genmæle ( den 17. oktober) over for kollegaen Gudmund Rask Pedersens litterær-poetiske læsning af de nytestamentlige påsketraditioner. Kernen i Bang-Møllers indlæg er, at Kristus virkelig er blevet oprejst fra døden af himlens og jordens Skaber. I kød og blod!. Hvad mener Bang-Møller mon med ord som virkelig og i kød og blod? Næppe ord som i Ugeskrift for Læger, eller gør han?
For mig at se er kød og blod et eksempel på bibelsk sprogbrug, der har præget vort eget sprog. For eksempel når vi siger, hun er et menneske af kød og blod. I Bibelen kan udtrykket som bekendt tages som en poetisk omskrivende betegnelse for mennesket som kategori, som slægt. Som når Israels stammer vil motivere deres udpegning af David som konge: vi er jo af samme kød og blod som du.
BAGERST I SALMEBOGEN bruger den korte trosbekendelse de velkendte ord kødets opstandelse, mens den længere og mindre brugte bekendelse samme sted taler om de dødes opstandelse. Tanken er den samme: selv i døden vil menneskets liv ikke være uden Gud og hans nådige rækkevidde. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren, kan Paulus sige. Ikke som led i en informativ belæring om det hinsides, men som led i en formaning til sine læsere om at leve med deres medkristne på en solidarisk og fællesskabsunderstøttende måde.
Noget kunne tyde på, at Paulus i sit sprog og sin retoriske strategi kan sige det evangelisk afgørende på mere end én måde, alt efter hvem han skriver til. For læsere med en fremtidsorienteret, apokalyptisk forståelseshorisont falder formaningerne om at leve det kristne liv her og nu på én måde, mens Paulus kan udtrykke den samme pointe med et lidt andet ordvalg over for de af hans læsere, der er knap så apokalyptisk fikserede.
I et tilbageblik på sit før-kristne liv kan Paulus omtale sit daværende negative forhold til den kristne tro med ordene har kendt Kristus efter kødet (1948-oversættelsen), har kendt Kristus rent menneskeligt (1992-oversættelsen). Taler Paulus om, at Kristus er opstået i kødet? Næppe! Til gengæld kan Paulus sammenfatte sin opstandelses- og dåbsorienterede tydningshorisont med det at være i Kristus. Som enhver sikkert kan fornemme, drejer det sig selvfølgelig ikke her om en bogstavelig, fysiologisk beskrivelse. Det gælder også nadvertraditionen hos Paulus.
Opstandelsessproget kan ikke kun hos Paulus, men også i evangelieskrifterne overvejes som eksempler på forskellige fortolkningsstrategier om døden med henblik på at få sagt noget afgørende med livet før døden.
Anders Eyvind Nielsen,
sognepræst og dr.theol.,
Præstegårdsvej 2,Ringe