Prøv avisen
Debat

Organdonation: Det handler om at tage stilling, men også om at respektere det frie valg

Jeg vil gerne opfordre til, at man får taget stilling til dette vigtige spørgsmål, men jeg vil til hver en tid forsvare den enkeltes frie valg, skriver medlem af Det Etiske Råd, Christian Borrisholt Steen. Foto: Søren Kjeldgaard

Jeg tror mere på frivillig generøsitet end på tvang, og derfor ønsker jeg at fastholde det nuværende system, hvor man aktivt skal tage stilling til, om man ønsker at være organdonor eller ej, skriver medlem af Det Etiske Råd

Peter Rossel, der blandt andet er bestyrelsesmedlem i foreningen 7Liv, langer her i avisen den 2. november kraftigt ud efter mig på baggrund af to debatindlæg, jeg har skrevet i Kristeligt Dagblad. Begge om den diskussion for og imod formodet samtykke til organdonation, som er opstået i kølvandet på, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) har anmodet Det Etiske Råd om at tage spørgsmålet op til en fornyet behandling i rådet.

Ifølge Peter Rossel er min argumentation imod indførelsen af formodet samtykke i forbindelse med organdonation ”et eklatant eksempel på manglende logisk konsistens”. Desværre vælger Peter Rossel at hænge hele sin egen argumentation op på noget, som jeg alene har skrevet i en bisætning i mit indlæg til forsvar for en bevarelse af det informerede samtykke og den nuværende tilvalgsordning. Det er begrebet ”statskannibalisme”, der tilsyneladende provokerer Peter Rossel.

JEG MEDGIVER GERNE, at begrebet kan virke provokerende. Men jeg skriver jo netop også i samme åndedrag, at det er sat på spidsen, men at det i en vis forstand kan give mening at bruge begrebet, da organdonation, hvad enten man bryder sig om tanken eller ej, jo altså nu engang er en praksis, hvor den enes liv, kan være afhængig af en andens død, og at man derved alene overlever ved, at man optager dele af det andet menneskes krop, som en del af sig selv.

I stedet for at bruge nærmest al spalteplads til at filosofere over, hvorfor begrebet statskannibalisme i denne sammenhæng, ifølge Peter Rossel, mangler logisk konsistens, så havde det for mig at se været langt mere frugtbart, hvis han havde forholdt sig til mit egentlige ærinde med mit indlæg. Pointen er jo for mig at se, at Peter Rossel og jeg er rørende enige om det væsentlige, nemlig at organdonation er moralsk prisværdigt.

Selvfølgelig er det da det. At bidrage til at redde andre menneskers liv er da naturligvis moralsk prisværdigt. Vi kan formentlig også blive enige om, at mennesker bør tage stilling til organdonation. Jeg vil bare ikke være med til, at vi som samfund tvinger den enkelte til at være organdonor fra fødslen, som Peter Rossel sammen med Foreningen 7Liv gør sig til talsmand for.

Peter Rossel proklamerer ret bombastisk, at jeg og andre nu tidligere medlemmer af Det Etiske Råd har skabt forvirring om emnet i offentligheden, og at ”etisk uklarhed udgør en trussel mod de endnu levende”.

Men det er jo hverken forvirring eller etisk uklarhed, der udgør en trussel mod Rossels mål om flere organdonorer, men ene og alene det faktum, at for få danskere har taget stilling til organdonation.

Peter Rossels svar på den udfordring er at tvinge alle danskere ind i Donorregistret fra fødslen. Jeg tror mere på frivillig generøsitet end på tvang, og derfor ønsker jeg at fastholde det nuværende system, hvor man aktivt skal tage stilling til, om man ønsker at være organdonor eller ej.

Jeg vil gerne opfordre til, at man får taget stilling til dette vigtige spørgsmål, men jeg vil til hver en tid forsvare den enkeltes frie valg og vil samtidig fastholde, at det fortsat må være tilladt at være både for, imod og i tvivl.

Christian Borrisholt Steen er medlem af Det Etiske Råd og politisk konsulent i Krifa.