Prøv avisen
Debat

Organdonation: Etisk uklarhed udgør en trussel mod de endnu levende

Manglende logisk konsistens og begrebsklarhed kan have sin pris for de endnu levende, der har behov for et livsvigtigt organ, skriver lektor emeritus i medicinsk videnskabsteori og etik, Peter J. Hancke Rossel. Foto: Bjørn Marcus Trappaud/Polfoto

Manglende logisk konsistens og begrebsklarhed kan have sin pris for de endnu levende, der har behov for et livsvigtigt organ, skriver lektor emeritus i medicinsk etik

I FORBINDELSE MED, at sundhedsminister Sophie Løhde har anmodet Det Etiske Råd om at behandle spørgsmålene om såvel anonym organdonation som formodet samtykke, har modstandere af et formodet samtykke betegnet dette som en form for ”statskannibalisme”.

Heriblandt medlem af Det Etiske Råd, cand.mag. og etiker Christian Borrisholdt Steen i Kristeligt Dagblad den 7. oktober. Han har ligeledes tidligere i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 22. august 2016 talt om ”statskannibalisme” i denne sammenhæng. Som følge af denne tankegang må den nuværende ordning, der kræver et på forhånd givet samtykke i forbindelse med organtransplantationer, således være en ikke-statslig form for kannibalisme, men blot ”almindelig” kannibalisme. Nu må man vel gå ud fra, at modstandere af kannibalisme er modstandere af enhver form for kannibalisme, idet man må formode, at de har den opfattelse, at kannibalisme i sig selv er etisk set uacceptabelt.

Alligevel indleder Christian Borrisholdt Steen sit indlæg således: ”Lad mig slå fast med det samme, at jeg synes, at organdonation er moralsk prisværdigt.” Altså at kannibalisme er moralsk set prisværdig. Hans ”argumentation” er således et eklatant eksempel på manglende logisk konsistens.

Samtidig med at han skriver, at organdonation er moralsk prisværdigt, mener han, at spørgsmålet om organdonation er forbundet med så mange etiske dilemmaer, at det fortsat må være acceptabelt at være både i tvivl og imod: ”Det må være tilladeligt at mene, at organdonation krænker den døendes værdighed.”

Tilsyneladende accepterer han således ikke hjernedød som dødskriterium, men mener, ligesom Det Etiske Råd i sin tid i dets redegørelse om ”Dødskriteriet” fra 1988, at den hjernedøde ikke er død. Rådet anerkendte fænomenet hjernedød, ikke som dødskriterium, men som en indledning til eller påbegyndelse af dødsprocessen. Alligevel accepterede Det Etiske Råd i 1988 og tilsyneladende ligeledes Christian Borrisholt Steen i 2016, at der udtages organer fra et menneske, der er erklæret hjernedød, som altså ikke er død, men døende, hvilket vil forårsage dennes endelige død.

Følgelig, at det etisk set er acceptabelt at slå en person ihjel i transplantationsøjemed, der på forhånd har givet sidst samtykke hertil. Hvilken begrebsforvirring.

I parentes skal det bemærkes, at også i 1988 betegnede flere medlemmer af det daværende etiske råd organtransplantationer som en form for kannibalisme.

Afslutningsvis skal det fremhæves, at med Det Etiske Råds redegørelse om ”Dødskriteriet” i 1988 og den forvirring, denne skabte i offentligheden, samt karakteriseringen af organtransplantationer som kannibalisme fra flere fremtrædende medlemmers side af det daværende råd, faldt antallet af såvel nyredonationer som transplantationer drastisk i 1988 og årene fremover med en voksende venteliste til følge.

Så manglende logisk konsistens og begrebsklarhed kan have sin pris for de endnu levende, der har behov for et livsvigtigt organ.

Peter J. Hancke Rossel er lektor emeritus i medicinsk videnskabsteori og etik. Bestyrelsesmedlem i foreningen 7Liv.