FOLKEKIRKEN ER for mange mennesker, og sikkert også for mange menighedsrådsmedlemmer, en mærkelig størrelse. Den er - endnu - et statsgaranteret helle og et konkret og mangeartet tilbud til alle mennesker, uanset baggrund, politisk anskuelse eller social status. Få benytter den ofte, flere søger den jævnligt, blandt andet på grund af musikken, og alle - i hvert fald godt og vel 75 procent af befolkningen - er bevidste om og tilfredse med dens eksistens.
Men folkekirken er også en arbejdsplads for en række medarbejdere med hvert sit speciale - kordegne, kirketjenere med flere. Og de fleste sogne betjenes med kun én person - eller to personer - fra hver gruppe. Funktionærerne er underlagt en højst uklar ledelsesstruktur med præsterne som deres foresatte i visse anliggender og menighedsrådet, der er på valg hvert fjerde år, som deres egentlige arbejdsgivere, selvom mange arbejdsopgaver beror på præsternes initiativer og virkelyst. Men sådanne ledelsesforhold har man i årevis tilpasset sig, fordi arbejdet på mange måder giver så god mening.
Derfor forekommer det absurd, at new public management-filosofien netop nu er rykket ind i folkekirken. New public management har i mange år haft sit tag i offentligt drevne virksomheder i en sådan grad, at man nu efterhånden har indset adfærdskontrollens alt for mange negative virkninger og bivirkninger. Men folkekirken betragtes altså nu som en virksomhed, der leverer varer og tjenesteydelser. Og som om virksomheden skulle give overskud, er et af de instrumenter, som man for tiden betjener sig flittigt af, tids-registrering.
Mens tidsregistrering diskuteres og så småt er på retur i offentlige virksomheder, er man nu vældig moderne i folkekirken. Og det med en arbejdsgiverkultur til følge, der før var fremmed for kirken: Tillid er godt, men kontrol er bedre. Der, hvor menighedsrådene ikke selv magter opgaven, har man skabt arbejde til en ny type medarbejdere, der ikke beskæftiger sig med egentlig kirkeligt arbejde, nemlig administrationschefer. Hvis man er en virksomhed, må man have en administrationschef, der kan være med til at sikre, at økonomien er i orden - at der er kontrol med lønkronerne.
Så langt, så godt, men hvad med kvaliteten af det arbejde, der udføres? Den spørges der ikke efter, for den kan ikke måles sådan umiddelbart. Og en af de medarbejdergrupper, der for alvor er kommet i klemme, er organisterne, fordi en meget stor del af deres arbejde på linje med præsternes arbejde ikke kan gøres op i timer og minutter. Præsterne er endnu gået fri af tidsregistreringshelvedet.
SELVOM MAN ER organist, fra man står op om morgenen, til man går i seng om aftenen, kan man naturligvis godt måle, hvor mange højmesser, andre gudstjenester, kirkelige handlinger, musik-arrangementer, koncerter med videre en organist medvirker ved og nogenlunde tidsforbruget med den praktiske afvikling heraf. Man kan naturligvis også måle, hvor mange korprøver, der holdes, og hvor stort tidsforbruget er med den rent praktiske afvikling af disse. Den enkelte organist kan også godt redegøre for, hvor mange timer der bruges på at tilse kirkens instrumenter, på at stemme orglet og på at hidkalde og kommunikere med orgelbyggerfirmaet, når det er nødvendigt. Også den tid, der bruges på at vedligeholde sin spillestandard, kan der redegøres for. Det ved vi alle, nemlig to timer om dagen i en femdages uge, altså 10 timer om ugen, men så meget øvning lønnes der ikke for.
Lidt mere besværligt bliver det, når man skal opgøre, hvor mange timer der bruges på andre ting: tilrettelæggelse af koncerter - også dem, hvor man ikke selv medvirker - lønindberetning for kor og kirkesangere, opdatering af mødelister, kopiering af kornoder, udarbejdelse af pressemeddelelser, trykning af koncertprogrammer og plakater, opdatering af hjemmeside, møder og meget, meget andet. Men det er konkret arbejde, som godt kan måles nogenlunde, hvis man bliver pålagt at gøre det.
De 10 ugentlige timer til vedligeholdelse af spillestandarden kommer bag på mange mennesker. Men selvom man er konservatorieuddannet, gælder det for organisten som for topidrætsmanden, at selvom man var god ved de seneste olympiske lege, så er man ikke topidrætsudøver uden daglig træning. Hertil kommer indstudering af nyt repertoire. Det kan så nogle gange for mindre orgelværkers vedkommende være en del af de 10 timers ugentlige basisøvning. For større værkers vedkommende må der temmelig meget ekstra tid til, for ikke at tale om den intense øvning og det mentale ressourceforbrug, der ligger bag en solokoncert eller andre mere eller mindre pligtige soloindslag - og som ikke er notérbart på et regneark.
Ligeledes kræver korarbejdet en mængde forberedelsestid og et engagement, der ikke kan måles: afsøgning af repertoiremuligheder, ud- og omarbejdelse af større eller mindre værker, nodeskrivning i stort omfang, indspilning af øve-cd'er og et vedholdende fodarbejde for at sikre fortsat tilslutning til koret. Korarbejdet kan kun udføres med en indsats på 100 procent, ellers falder det fra hinanden. Enten er man korleder, eller også er man ikke.
At nogle organister og korledere tillige bidrager med egne kompositioner, er så et kapitel helt for sig selv.
SOM ANDRE AF kirkens medarbejdere er man desuden pålagt at stå til rådighed og at være tilgængelig i lange tidsperioder, ligesom en betydelig del af arbejdet udføres, når andre mennesker har fri. Juleferie, påskeferie og pinseferie eksisterer naturligvis ikke.
Endelig er der et aspekt ved organistens arbejde, som bestemt ikke kan gøres op i timer og minutter. Et aspekt, som gælder for mange mennesker, og som normalt afspejles i lønnen: Man er ”på”, man er alene, og man stiller kvaliteten af sin præstation til skue.
Der er i Danmark cirka 380 konservatorieuddannede organister i fuldtidsstillinger. De er nok ikke den største trussel mod landets i øvrigt udmærkede økonomi. Og lønmæssigt ligger de i den nederste ende af niveauet for akademikere.
Vi er heldigvis en del, der hverken har taget skade på krop eller sjæl af en generel tidsregistrering som en engangsforeteelse. Selvfølgelig. Det var så det. Og, om ikke andet, en udmærket anledning til hvert fjerde år at fortælle sine nye arbejdsgivere om sit arbejde, hvis det er sådan, det skal være.
Men mange organister udsættes for en regulær mistænkeliggørelse af deres arbejdsindsats, når de ugentligt - nogle steder dagligt - bliver pålagt tidsregistrering. Det er både uklogt, umoderne og ufint i så små og overskuelige arbejdsenheder.
Kvaliteten af medarbejdernes indsats afhænger selvfølgelig af, i hvor høj grad man lader deres faglige stolthed og personlige ambitioner komme til udfoldelse!
Så: Hvad er menighedsrådenes ambition?
Jens Ramsing er organist ved Vor Frue Kirke i Vordingborg og lærer ved Sjællands Kirkemusikskole