Prøv avisen

Ortodoks teologi. Nyplatonismen har præget kirken

I SIT LØDIGE INDLÆG i Kristeligt Dagblad den 9. december kommenterer og korrigerer den ortodokse præst Poul Sebbelov min kronik i avisen den 6. december, der handler om de ortodokse ikoners teologi.

Jeg ser med glæde på den luthersk-ortodokse dialog, som jeg også har givet et bidrag til på det ortodokse teologiske fakultet i Iasi i Rumænien i oktober. Det er blandt andet herfra samt fra læsning af Johannes af Damaskus? skrifter og Leonid Ouspenskys bøger, mine informationer stammer.

Jeg har stor respekt for den ortodokse kirke, for ikonografien og for de græske kirkefædre, som spiller en afgørende rolle i det ortodokse teologiske univers. En ægte dialog må imidlertid også tale ærligt om de store forskelle, der er mellem luthersk og ortodoks teologi. Teologiske indvendinger, der sagligt kan anføres, må tages alvorligt i begge retninger.

JEG LÆSTE ret grundigt Johannes af Damaskus? (675-750) tre forsvarsskrifter for ikondyrkelsen, før jeg tog til Rumænien. Skrifterne har en høj status i den ortodokse kirke.

Flere forskellige steder bruger Johannes ordene kraft og energi i forbindelse med ikonerne. Det præger hans sprogbrug.

I første apologi, afsnit 19, taler han for eksempel udtrykkeligt om, at Helligånden ikke forlader helgenernes sjæle eller deres (døde) legemer i gravene eller deres hellige billeder, ikonerne. Det er sådan på grund af nåde og energi.

Læser man videre, kommer man også til et sted (3. apologi, afsnit 34), hvor Johannes omtaler en række helligsteder og relikvier, for eksempel Golgata, træet i Kristi kors, sømmene, ligklædet, svampen, gravhulen og Zions Bjerg. Også de skal æres, for de er redskaber for eller kar, der bærer den guddommelige energi eller kraft.

I det hele taget er det karakteristisk, at Johannes af Damaskus knytter ikondyrkelse, helgendyrkelse, relikviedyrkelse og Maria-dyrkelse tæt sammen.

Det, der binder disse ting sammen for Johannes, er, så vidt jeg kan se, netop den guddommelige kraft, energi eller Helligånd, som er i disse ting. At de er hellige, og at de er redskaber for Guds energi, er for Johannes to måder at sige det samme på.

EN RUMÆNSK PRÆST bekræftede på mit spørgsmål, at mange ikoner på samme sted forøger Guds energier, og han nævnte i den forbindelse udtrykkeligt kirkens billedvæg, ikonostasen. Det overraskede mig ikke, for læser man Johannes af Damaskus, ligger det lige for at tænke sådan.

En anden kirkefader, Gregorios Palamas (1297-1359), videreudviklede teologien om Guds energier, og hans lære herom er kanoniseret i den ortodokse kirke.

Så vidt jeg kan se, er det helt nødvendigt at rejse spørgsmålet om nyplatonismens rolle i udviklingen af den ortodokse kirkes teologi.

Flere kirkehistorikere peger på, at de mystisk-filosofiske, såkaldte dionysiske skrifter fra omkring år 500 har påvirket den ortodokse kirkes udvikling markant.

Dionysios ser ud til at være Johannes af Damaskus? absolut foretrukne forfatter, og Dionysios står i høj grad i gæld til nyplatonismen.

Det er da også iøjnefaldende, at ortodokse teologer som for eksempel Vladimir Lossky erkender nyplatonismens rolle, men gør sig store anstrengelser for at påvise, at nyplatonismen ikke har den afgørende indflydelse på ortodoks teologi, som (andre) fagfolk påpeger.

Martin Boje Christensen,

sognepræst,

Måbjerg Kirkevej 6, Holstebro