ANDREAS RUDE ORIENTERER den 26. oktober i Kristeligt Dagblad om et nyligt møde i den romerskkatolske kirke, benævnt bispesynoden, om Mellemøsten.
Rudes sprogbrug medvirker til at skabe yderligere forvirring om en situation, som allerede er tilstrækkeligt forvirrende. Han skriver: "Den katolske kirke i Mellemøsten er ikke blot den ?latinske?, romerskkatolske kirke, men tillige seks ortodokse og orientalske kirker, som (...) anerkender pavens overhøjhed."
I Mellemøsten hersker stor kirkelig diversitet, og for at opnå et blot nogenlunde klart billede må vi have klare definitioner.
Lad mig derfor præcisere: Ingen ortodoks kirke "anerkender pavens overhøjhed". "Ortodokse" kalder vi normalt kun de kirker, som er i nadverfællesskab med det økumeniske patriarkat i Konstantinopel.
Jeg gætter på, at Rude tænker på kirker af såkaldt "østlig ritus", maronitter, koptiskkatolske og kirker med armensk, kaldæisk eller byzantinsk ritus. Disse og flere endnu, især kirkesamfund i Rumænien, Ukraine og Rusland, fremviser i deres liturgiske praksis stor lighed med den ortodokse kirke, men de er faktisk en del af den romerskkatolske kirke.
De nævnte kirker betegnes nogle gange fra Roms side som "de østlige katolske kirker". De er også kendt som "de unerede kirker" eller bare "uniater". At kalde dem "ortodokse" er derimod misvisende, også selvom nogle kirkesamfund forholder sig endog meget frit til de konfessionelle kategorier og bruger navnene i flæng.
De unerede kirker må ses i sammenhæng med den romerskkatolske kirkes selvforståelse som "verdenskirken". Rom går derfor meget langt i forhold til at lade uniaterne bevare deres liturgiske egenart og stiller blot det ene krav, at de må underkaste sig kravet om den romerske biskops overhøjhed. Men det kunne ingen kanonisk ortodoks kirke finde på at gøre.
Poul Sebbelov,
præst i den ortodokse kirke,
Blomstervænget 10,
Lyngby