ANDREAS RUDE skriver i Kristeligt Dagblad den 31. marts om, hvad han ser som stadigt bedre forbindelser mellem den ortodokse og den romerskkatolske kirke.
Rude fremstiller meget elegant den historiske udvikling, så der tegner sig et billede af højt placerede kirkeledere, som fører kultiveret, teologisk samtale, men hvor "de brede lag" i den ortodokse kirke fortsat tænker i gamle fjendebilleder og ser katolikker som "ærkekættere" og paven som "overskurk". Derfor forestår der et stort arbejde, lader Rude forstå, med at få disse ortodokse ignoranter oplyst.
LÆS OGSÅ:Russiske græsrødder er skeptiske over for katolsk tilnærmelse
Måske er Rudes optik præget af, at han, som del af den centralistisk styrede romerske kirke, mangler forståelse for, at ortodokse troende ikke uden videre lader sig dirigere fra oven. Dette er der mange eksempler på gennem historien.
Berømt er kirkemødet i Firenze i 1439. Her blev der på højt niveau truffet en aftale om genforening, som indebar total ortodoks underkastelse under Rom. Aftalen blev højtideligt underskrevet, også af de ortodokse delegater. Den blev imidlertid aldrig virkelighed, for de brede lag af troende i den ortodokse kirke nægtede at gå ind på vilkårene.
Rudes centralistiske optik viser sig også deri, at han som et velegnet sted for katolikker til at lære de ortodokse at kende nævner det præsteseminarium, som Moskvas patriarkat for et par år siden åbnede i Paris som et russisk prestigeprojekt.
Rude nævner ikke med ét ord det hæderkronede, ortodokse Institut Saint Serge, som har ligget i Paris siden 1920'erne, selvom denne læreanstalt har været en væsentlig drivkraft i formidlingen af ortodoks teologi og i udviklingen af en lokal, ortodoks kirke i Vesten og har udklækket en sand perlerække af markante teologer.
RUDE OPRIDSER et let komisk billede af de ortodokse "brede lag" som uoplyste og uvillige til samtale. Katolikker i Vesten beskrives derimod som åbne for teologisk og kirkelig kontakt, og for dem, hedder det, "er tilnærmelsen til de ortodokse uproblematisk".
Den fremstilling er en forvrængning af de faktiske forhold.
De ortodokse kirker har gennem en lang årrække været medlemmer af Kirkernes Verdensråd og de europæiske kirkers sammenslutning, KEK, netop som et udtryk for viljen til teologisk samtale og praktisk samarbejde. Den romerskkatolske kirke, derimod, har hidtil afvist medlemskab af sådanne organisationer, fordi medlemskab i sig selv ville anfægte denne kirkes krav på overhøjhed over alle andre.
Og mon ikke vi her er ved sagens kerne: Er det dybest set muligt for Rom at mødes med andre kirkeledere "på lige fod"? Næppe!
Rude skriver i sin artikel, at blandt ortodokse kan "de færreste forlige sig med tanken om egentlig pavelig overhøjhed". Det udsagn kan blive meget mere klart: Der er absolut ingen ortodokse biskopper, teologer eller troende, som kan anerkende, at Roms biskop skulle være forlenet med personlig ufejlbarlighed og derfor på egen hånd kan definere kirkens tro fra sit bispesæde. Og det kommer ingen ortodokse nogen sinde til, for de, som måtte antage en sådan lære, er per definition ikke længere ortodokse.
Poul Sebbelov,
præst i den ortodokse kirke,
Blomstervænget 10, Lyngby