Hans ansigtstræk står så tydeligt i erindringen, at han lige så godt kunne have været et medlem af familien. Gennem årtier bød Otto Leisner lørdag aften velkommen til sine høflige quizzer, hvor folk var iført jakkesæt og talte et dannet dansk i behersket tempo.
Otto Leisner, der i år ville være fyldt 100 år, hørte den gamle verden til, og det viser sig, at han havde et skarpt blik for forskellen mellem dén og den nye. Forleden bragte dagbladet Politiken nogle gamle citater af Otto Leisner, der som gæst i programmet ”Lørdagshjørnet” i 1983 udtalte sig om samfundets udvikling.
For det første beklagede han, at vi ikke længere har statsmænd, der taler om mennesket, men hovedsageligt om penge og statistikker, hvilket ifølge Leisner er et problem, idet tanker om menneskelivet må være udgangspunkt for politikken. Derudover udtalte den legendariske tv-vært, at han fornemmede, at danskerne var i færd med at miste tro på livet. Nok levede han som ung i 1930’erne i et samfund med mere materiel nød, men menneskene havde dengang en større tro på livet og lyst til at favne det.
Den frimodighed så Otto Leisner smuldre i løbet af årene, og endelig fik han i dette åbenhjertige øjeblik sagt, at han efter mange års kulturradikal foragt for folkelighed mærkede en ny strøm vokse frem, hvor mennesker ikke længere vil lade sig belære om, hvad de bør læse, lytte til, more sig over og i det hele taget tænke. For det skal den enkelte nok selv bestemme.
Det er tankevækkende, at denne underholdningens nydelige repræsentant pludselig satte så skarpe ord på en udvikling, der genkendes i dag. Otto Leisner havde ret i meget. Vi mangler ganske rigtigt statspersoner, der sætter ord på menneskelivet. Fra pålidelig kilde ved jeg for eksempel, at vor to seneste statsministre begge har afvist at deltage i et radioprogram, hvor de skulle tale om deres personlige livsanskuelse.
Måske kan de ikke, måske tør de ikke, og måske ser de ingen særlig mening med, at et lands leder sætter ord på, hvad det vil sige at være menneske. Sagen er dog, at politik og samfundstænkning først bliver rigtig relevant, når man inddrager det eksistentielle.
I sin fremragende bog ”Det onde” behandler Rüdiger Safranski nogle tanker af den tyske statsteoretiker Carl Schmitt (1888-1985), der mente, at en politiker først seriøst kan vurdere tingene, når han har defineret sig selv. Og dermed sin modsætning.
Jo mere en statsleder undlader at tage stilling til verdens store forskelle angående religioner, nationer og livssyn, desto mere værgeløs vil han fremstå. En leder skal være eksistentielt involveret, og når en statsminister ikke griber anledningen til at tilkendegive, hvad han tror på, forbliver det skjult, om han gennem sin inderste involvering står i modsætning til noget.
Det personligt og uforfærdede standpunkt har længe været en sjældenhed i en epoke, hvor det har handlet om i bedste banale Barack Obama-stil at dyrke tanken om menneskeheden som et homogent hele og et frelsende ideal. Mange statsmænd værger sig ved at formulere noget, der bryder med tidens mangfoldighedsideologi, og derfor taler de i sidste ende ikke på et bestemt folks vegne. I stedet taler de i løsrevet forstand til alle og enhver.
Og angående Otto Leisners anden pointe: Man kan ikke entydigt forklare, hvordan troen på livet smuldrer i menneskene, men mon ikke det kan hænge sammen med nedvurderingen af historie, tradition og kristendom og en ophøjelse af individuel overlevelse. Lad os se på et konkret eksempel, netop med rod i Otto Leisners efterlysning af respekt for folkelig kultur.
På mandag indleder TV 2 en ny sæson af serien ”Badehotellet”, der har udviklet sig til en uventet succes. Den foregår i første halvdel af 1900-tallet og leveres i klassisk folkelig stil med strejf af nostalgi, hvilket står i voldsom kontrast til ”Arvingerne”, der nu kører i tredje sæson på DR 1. Mens personerne i ”Badehotellet” er sat i en historisk og national ramme, der definerer deres eksistens, flyder figurerne i ”Arvingerne” afmægtigt rundt i stræben efter sammenhæng.
Skuespillerne gør deres bedste i tidens stil med mumlende replikker og uæstetisk kameraføring, men som seer mærker man ligegyldigheden vokse, for der er ingen synlig retning i fortællingen. Det er oplagt en del af intentionen at vise, at arvingerne har arvet stor tomhed og kaos, men i længden bliver pointen uinteressant for den, der længes efter den konkrete forankring. Derfor foretrækker så mange at se ”Badehotellet”.
Den løsrevne kunst, den multikulturelle drøm og frygten for at tilkendegive en tro, der står i modsætning til noget andet, er alt sammen med til at tømme tilværelsen for kerne og genkendelighed. Og i en sær tomhedsfølelse kan man miste tro på livet.
Otto Leisner fornemmede det. Bag hans elskværdige ydre fandtes en forståelse for, at mennesket før eller siden kan begynde at længes efter en eksistens grundet i historien, i det nationale og i tro på, at der er en given mening med dette liv.
Der er så meget, der er mistet, og der er så meget, der skal vindes tilbage. For der er så meget, vi skal tro på.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .