”Jeg har været fagidiot, og det hævner sig! (...) for så har man ikke andre interesser, når faget holder op. Og det er jo nok det, der har været mit problem.”
Sådan siger en pensioneret overlæge i en rapport fra Instituttet for Fremtidsforskning. Med overgangen fra arbejde til pensionisttilværelsen forsvinder karrieren – forstået som det centrale mål i overlægens livsform. Alt for hurtigt er man ikke længere med, hvor det sker. Hvor man selv tidligere havde ansvaret og frit kunne disponere, tager andre over. Den status og faglige respekt, som karrieren baserede sig på, forsvinder. De kompetencer og faglige kvalifikationer, som man har opbygget gennem karrieren, mister betydning. Kollegiale relationer dør ud.
Hvor overlægen i sin erhvervsaktive periode ønskede ”at være med på toppen og vide, hvad der foregik”, så udtrykker han som pensionist en altovervejende opgivende livsindstilling: ”Det hele er sådan meget stille. Det eneste, som jeg foretager mig, det kan jeg godt sige, det er, at jeg gætter krydsogtværser.” At leve op til sit fag var målet og drivkraften i overlægens karriere, og han understreger, at ”det, som jeg har været mest glad for, det er, at det efterhånden er gået op for mig, at jeg har haft en god begavelse”.
I dag er det ikke længere muligt for ham at bruge sin gode begavelse til at leve op til sit fag. I hans nuværende liv er engagementet begrænset til at holde og læse to aviser, stemme, når der er valg, følge nyhederne i fjernsynet og en sjælden gang imellem læse højt for sin kone. Flere gange taler overlægen om at være gået i stå, om at være blevet passiv og om manglende lyst. Kun nogle ganske få oplevelser lyser op i tilværelsen og bringer reminiscens om tidligere tiders storhed.
Overlægens historie er en rammende illustration af, hvad overgangen fra et karrierebetonet arbejdsliv til pension kan resultere i. Langtfra alle oplever overgangen på denne måde, men mellem 25 og 30 procent af alle pensionister gør.
Måden, den enkelte oplever overgangen på, er afhængig af det arbejde, man har haft gennem årene. Har man haft et fysisk hårdt og nedslidende arbejde, kan overgangen opleves som en lettende befrielse. Har man haft et arbejde, hvor relationer til andre mennesker er en central del, for eksempel som præst, sygeplejerske, lærer eller pædagog, vil overgangen kunne opleves som både et tab og en befrielse. Alt sammem afhængig af, hvordan man har haft det med sit arbejde.
Har man som overlægen, topembedsmanden/-kvinden eller direktøren haft et karrierebetonet arbejdsliv, kan overgangen opleves som et stort tab og efterlade den enkelte i et tomrum. Når det sker, skyldes det oftest, at den pågældende oplever et tab af betydning.
De mennesker,der gennem et langt liv har bundet væsentlige sider af deres identitet og selvforståelse til arbejdet, oplever som regel overgangen fra arbejdsliv til pension mest problematisk. For dem er relationer afgørende – det at betyde noget for andre og derigennem opnå selvværd, selvrespekt og stolthed.
Men hvad vil det sige at betyde noget for andre? Grundlæggende er der tale om et samspil mellem mennesker, hvor behovet for at få opmærksomhed, blive set, værdsat, anerkendt, føle sig vigtig og opleve stolthed og selvrespekt, er i spil. Der er tale om en række følelsesmæssige behov, som typisk kun kan opfyldes i vore relationer til andre. Det er grundlæggende behov, som vi alle har i forskellige grad, og som opfyldes i meget forskellig grad.
Mens overlægen arbejdede, følte han, at han opnåede den grad af opmærksomhed, som han ønskede, at han blev værdsat og anerkendt for sit arbejde, at han oplevede, at både patienter og kolleger var afhængige af ham, og at han derigennem opnåede en høj grad af stolthed og selvrespekt.
I sin pensionisttilværelse oplever han, at alt det er forsvundet. I de tilfælde, hvor det daglige arbejde har fyldt mest i ens liv, bliver det som oftest først rigtig synligt i overgangen til pension. Det at gå på arbejde indebærer meget mere end blot at udføre sit job.
Tabet af indholdet i arbejdet, dets krav og udfordringer, relationerne til kolleger, forbindelsen til et fysisk arbejdsmiljø, de daglige rutiner, samarbejdet og samværet i arbejdsprocesser efterlader i mange tilfælde et tomt hul, som med tiden skal fyldes ud af andre aktiviteter og relationer i ens hverdag. Nu har man mistet betydning, i hvert fald den betydning, der har været forbundet med arbejdslivet.
Det behøver imidlertidikke at være en permanent tilstand. I min bog ”Overgange – fra arbejdsliv til pension. En brugsbog”, gør jeg rede for, hvordan en række forskellige pensionister erstatter den tabte betydning med ny betydning. Nogle finder et nyt arbejde (lønnet eller frivilligt), eller de bliver selv iværksættere og starter efter et langt liv som lønarbejdere egen virksomhed, for eksempel som antikvitetsforhandler eller økologisk landmand. Andre vælger at bidrage aktivt til det lokale fællesskab ved at gå ind i foreningsarbejde, klubber og organisationer, for eksempel den lokale idrætsforening, Venligboerne, Læger uden Grænser, Kirkens Korshær eller Røde Kors.
Atter andre skaber nye relationer gennem deltagelse i kurser, højskoleophold, uddannelsesforløb og rejser.
Forskningen viser, hvor vigtigt det er for kommende og nuværende pensionister, at de efter deres arbejdsliv fortsat betyder noget for andre for derigennem også at bevare deres selvværd og selvrespekt.
At betyde noget kender ingen alder. Den er drivkraften bag vort ønske om at engagere os i samfundslivet, at involvere os i vore børn og børnebørns liv og klippe hækken for en syg nabo. Arbejdslivet er for mange mennesker i dag den arena, hvor det at betyde noget tydeligst kommer til udfoldelse.
Den amerikanske professor Robert D. Putnam, som regnes for at være en af verdens mest indflydelsesrige samfundsforskere, bruger i sin bog ”Bowling Alone” det at bowle alene for at illustrere, hvor lidt borgere i det amerikanske samfund var indbyrdes forbundne. Når Putnam anser forbundethed gennem sociale netværk for meget vigtigt, skyldes det blandt andet, at den har stor betydning for menneskets mentale sundhed.
Når vi går på pension, mister vi også visse dele af vore sociale netværk, for eksempel tidligere kolleger og samarbejdspartnere. Ved overgangen er mange ikke forberedt på, hvilken betydning det får. Vi er efterhånden ret gode til at forberede os i forhold til fysiske og økonomiske ressourcer (bolig og pensionsopsparing), men at den sociale kapital, der skabes gennem sociale relationer og netværksdannelse, er mindst lige så vigtig, kommer bag på mange.
Jeg interviewer i min bog en tidligere skoleleder, som fortæller, at han dagligt har haft stor tilfredshed i sit arbejde. Han oplevede, at han gjorde noget af værdi for andre – både elever, medarbejdere, forældre og samfundet.
Da han gik på pension, forsvandt denne oplevelse. Til gengæld opbyggede han nye relationer ved at deltage i andre fællesskaber, for eksempel en fodboldklub, en golfklub og ved at blive venskabsfamilie for flygtninge, og han brugte mere tid med sin familie, især børn og børnebørn fik mere opmærksomhed.
I alle tilfælde har det vist sig muligt for ham at opnå en ny betydning for andre og derigennem bevare sit selvværd og sin selvrespekt som pensionist.
Sven Erik Henningsen er pensioneret lektor og forfatter til bogen ”Overgange – fra arbejdsliv til pension. En brugsbog”.