Folkekirkens Nødhjælp: Vi skal gøre op med overgrebskulturen i flygtningelejrene

Når voldtægt bliver brugt som et våben under krig og fordrivelse, ties overgrebene alt for ofte sig ihjel, fordi voldtægten i sig selv er ødelæggende for ofrenes fremtidsmuligheder, skriver Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

”Vi ser, hvordan kvinder på flygtninge- og migrantruterne er blandt de allermest udsatte, men at de samtidig tier sig selv ihjel, fordi der sjældent er en myndighed at gå til,” skriver Birgitte Qvist-Sørensen om rohingya-flygtninge, efter at hun har besøgt Myanmar. –
”Vi ser, hvordan kvinder på flygtninge- og migrantruterne er blandt de allermest udsatte, men at de samtidig tier sig selv ihjel, fordi der sjældent er en myndighed at gå til,” skriver Birgitte Qvist-Sørensen om rohingya-flygtninge, efter at hun har besøgt Myanmar. – . Foto: Jacob Ehrbahn/ritzau.

29 KVINDER FORTÆLLER deres hårrejsende historier om, hvordan de blev voldtaget under flugten fra Myanmar til Bangladesh. Kvinderne fortæller, hvordan grupper af mænd forgreb sig på dem, deres veninder og døtre.

De 29 kvinder repræsenterer hundredtusindvis af kvinder, som bliver voldtaget i skyggen af en flygtningekrise.

Nyhedsbureauet AP filmer dem, og de kigger direkte ind i kameraet – dog med slør for ansigtet og med pseudonymer som K, G eller S, fordi voldtægten i sig selv er tabuiserende i en rohingya-kultur, som ofte er præget af religiøs konservatisme.

NÅR VOLDTÆGT BLIVER BRUGT som et våben under krig og fordrivelse, ties overgrebene alt for ofte sig ihjel, fordi voldtægten i sig selv er ødelæggende for ofrenes fremtidsmuligheder. Men de her kvinder kan ikke tie stille. De står frem, fordi de ønsker retfærdighed og oprejsning. De ønsker at dokumentere og konkretisere den virkelighed, som medierne længe har talt om i løse vendinger.

De 29 kvinder sætter ansigt på en flygtningegruppe, som sjældent har en stemme. De er en del af et globalt opgør med en fortiet overgrebskultur, og det er vigtigt, at vi lytter til dem.

JEG HAR NETOP BESØGT Myanmar og Bangladesh, og de 29 historier stemmer overens med de beretninger, jeg fik bag lukkede døre i et kvindecenter i provinsen Cox Bazar.

På få måneder er 600.000 mennesker strømmet ind i Cox Bazar. 600.000 mennesker er blevet fordrevet med vold og voldtægt, men overgrebskulturen lever videre i flygtningelejren. I lejrene mødte jeg kvinder, som var blevet udsat for massevoldtægter under flugten, og mødre, der havde set deres døtre blive voldtaget.

Jeg mødte også Yamin, en kvinde som havde set sin mand blive slået ihjel under flugten. Hun ankom til den interimistiske lejr med sit treårige barn på armen, hvorefter hun blev spottet af lederen af hendes kvarter i lejren, udpeget af UNHCR, som selv er rohingya-flygtning.

Yamin sad på en plasticstol, da jeg mødte hende. Hendes forbindinger, drop i hånden og blå mærker på hals og ansigt, afslørede hendes historie.

”Lejrlederen ville ikke acceptere min afvisning. Jeg havde lige set min mand dø, og jeg havde ikke brug for nogen ny mand,” forklarede hun mig uden at forsøge at skjule sit raseri.

Lejrlederen havde tilbudt sig selv til Yamin, og hendes afslag havde ført til, at han gennembankede hende. Hun overlevede efter en tur på det lokale hospital, men hun kunne ikke vende tilbage til den del af lejren, som hendes gerningsmand kontrollerer, og hvor hendes barn fortsat opholder sig.

”Vi lever i et samfund, hvor jeg er den skyldige, fordi jeg ikke ville være sammen med ham. Han har mine børn nu, og jeg er den udstødte. Jeg har ikke noget sted, jeg kan søge retfærdighed,” lød det fra Yamin, imens tårerne trillede ud af de mørke vrede øjne.

Situationen udstiller problemet ved, at UNHCR ikke har nogen juridiske beføjelser i flygtningelejrene. Politiet i Bangladesh ville ikke undersøge Yamins sag. Det handler om værdighed, og kvinder som Yamin har ikke noget sted, de kan søge oprejsning.

Overgrebet er et billede på den junglelov, der hersker, når mennesker er flugt. I et land som Bangladesh har de lokale myndigheder rigeligt at gøre med at opretholde lov og orden blandt deres egne borgere, og derfor er lejrene overladt til gadens parlament, der kan være præget af en mandsdomineret kultur.

SOM FLYGTNING eller migrant er du teoretisk set beskyttet af de universelle menneskerettigheder, og for flygtninges vedkommende definerer FN’s Flygtningekonvention klart, at du har ret til juridisk beskyttelse, og at du har sociale rettigheder i værtslandet.

Men virkeligheden er, at flygtninge kan råbe lige så højt, de vil, og der er ikke nogen lyttere i den anden ende. Så længe du er på flugt, refererer du ikke til nogen retsinstans. Du har forladt dit hjemland og den beskyttelse, du måske havde der. Nu befinder du dig i en limbo mellem civilsamfund og junglelov, hvor du sælger hvad som helst for at overleve. Det limbo kan også hedde Libyen. Et sted i verden, hvor mennesker går på kompromis med deres værdighed, imens de klamrer sig til håbet om en sikker havn i Europa.

I DR-dokumentaren ”Menneskesmuglerne” kommer kameraet helt tæt på grufulde scenarier, hvor kvinder bliver købt og solgt som sexslaver, fordi pengene er sluppet op.

Vi ser, hvordan kvinder på flygtninge- og migrantruterne er blandt de allermest udsatte, men at de samtidig tier sig selv ihjel, fordi der sjældent er en myndighed at gå til. Fordi de paradoksalt nok lever et liv under radaren. Fordi lav profil er en præmis for at overleve og for at bevare håbet om at nå sikkert frem.

Selvom døren er lukket, må vi ikke vende ryggen til de overgreb, der finder sted uden for vores dørtrin. Når vi tager et vigtigt opgør med en krænkelseskultur, så lad os åbne øjnene for de veldokumenterede brutale overgreb, der finder sted langs verdens flygtningeruter.

Og I lyset af, at Danmark siger nej til at fordele de mest udsatte flygtninge med argumentet om, at vi hjælper bedre i nærområderne, så er det endnu mere nødvendigt, at vi ikke overser behovet for beskyttelse, krisehjælp og retshjælp til de mennesker, der er blevet tvunget til at forlade deres hjem.

DE 29 VOLDTÆGTSOFRE, som nyhedsbureauet AP har filmet, baner vejen for en vigtig snak om seksuelle overgreb på kvinder, som lever i skyggen af en flygtningekrise.

I år har #MeToo-kampagnen banet vejen for et vigtigt opgør med en fortiet overgrebskultur, men vi begår en alvorlig fejl, hvis vi holder flygtninge og migranter ude af ligningen, for så efterlader vi Yamin og tusindvis af andre i en limbo, hvor ingen hører eller ser dem.

Vi har en flygtninge- og en menneskerettighedskonvention, som definerer rettighederne, men konventioner er ikke meget værd, hvis der ikke er nogen, der er opmærksomme på de overgreb, der finder sted.

Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.